Den løgnagtige fortælling om Dongs krise

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Kejserens nye klæder er eventyret om at sælge illusioner, så de ligner virkeligheden. Som eventyrets lille dreng var mange danskere mistroiske, men mange politikere støttede finansminister Bjarne Corydons prissænkning fra 70 til udsalgstilbuddet 30 milliarder.

Den amerikanske professor William H. Melody, der forsker i infrastruktur og kapitalfonde og er bosat i Danmark, advarede i januar 2014 hvert enkelt folketingsmedlem om Dongs vildledelse. Han kaldte aktieprisen groft undervurderet. Hans forsigtige bud på Dongs værdi var 110-150 mia.kr. Hvordan kunne man købe selskabet så billigt? Hans svar: »Ved at gennemføre en lynhurtig uigennemskuelig proces omgærdet af hemmelighed med et markant underskud af information. Så hurtigt at ofrene ikke når at opdage, at deres lommer bliver tømt. De russiske oligarker blev rigtig dygtige til at gennemføre den slags ved privatiseringen af Ruslands naturressourcer. Og taktikken har været en central del af Goldman Sachs’ strategi i årtier«.

Der er én årsag til, at Goldman Sachs satser så hårdt: Penge. Statssubsidier til 1,40 kr. per kilowatttime for hundreder af milliarder af kilowatttimer får store rovdyr til at lugte blod. Elforbrugerne betaler gildet og statsafgift med 10 gange elmarkedsprisen.

Myten er, at Dong var i krise. Men der var ingen krise. Trods stort olieprisfald steg Dongs værdi stærkt, men krisepåstanden gav Goldman Sachs adgang til Dong.

Tidligere Dong-chef Anders Eldrup omtaler i Berlingske den 25. maj sit holds succes med havmøllestrategien: »Sådan har Dong skabt værdier for 100 milliarder ud af ingenting«. Subsidier blev forretningsområdet, og det blev effektiviseret af firemandsgruppen ledet af Jakob Baruël Poulsen. En ukendt whistleblower åbnede for Goldman Sachs’ entré samt Eldrup og gruppens exit. Begrundelsen var en urimelig løn. Retten frikendte Eldrup.

En ny ledelse videreførte strategien og betalte næsten 400 millioner som rådgivningshonorarer i forbindelse med aktiesalg til Goldman Sachs m.fl. og lovede indtil to milliarder som bonus m.v. til ledelse og ansatte. Jo lavere aktiepris i 2014, desto højere præmie. Når politikere tillader økonomisk belønning imod statens interesser, bør de ikke forundres, når metoden virker.

Fik Dong bedre ledelse? Topchef Henrik Poulsen siger ja, begrundet med spin-ord: »opbygget enestående markedsførende position på havvind, gennemført store effektiviseringer, ombygget kraftværker til biomasse, genforhandlet lukrative gaskontrakter, reduceret havvindprisen«. Men alt det sagde regnskaberne siden 2008, og enorme nedskrivninger er ingen præstation.

Og: »Dong bygger store havvindmøller til tiden som budgetteret og sætter ikke kun flueben ved Dong Energy, men ved hele industrien«. Fint nok, men ikke nyt. Man forstår på Poulsen, at han kendte projekterne, men ikke beregnede deres afkast. For hvis Dong kunne budgettere, var indtægter og udgifter i 2016 forudset i 2014.

Regnskaberne 2009-2011 omtaler Dong som global markedsfører på havvind. Det skrev en nytiltrådt Poulsen også i 2012-regnskabet, som omtaler Dongs 38 pct. af Europas havvindkapacitet og selskabets stadige effektivisering.

Men realisme ødelægger krisehistorien. Den nye ledelse kan påstå, men ikke sandsynliggøre, at den er bedre end forgængeren. Alligevel udtalte finansminister Hjorth Frederiksen i DR TV for nylig: »I dag er Dong verdensførende. Det var Dong ikke dengang«, dvs. før Goldman Sachs. Ministeren sagde også: »Dong var i dyb krise«. Henrik Poulsen bakkede op: »Folk omtaler det, som om værdistigningen er magi og kommet ud af ingenting«. Det siger folk ikke. Dong blev stærkt nedvurderet til statens aktiesalg og normalt vurderet til børsnoteringen. Smart, men ikke magi.

Poulsen siger, at kritikere »ikke bruger et sekund på at sætte sig ind i, hvad der rent faktisk er lavet«. Men den dobbelte Cavling-vinder og 7-dobbelte Cavlingnominerede journalist Anders-Peter Mathiasen skrev en bog og mange protesterede allerede dengang. Poulsen besvarer end ikke konkret kritik. Han afviser den kun. Poulsen beskylder kritikerne for ikke at sætte sig ind i sagerne og for »bagkloge, himmelråbende forkerte, sensationelle, konspirationsteoretiske synspunkter«. Uden dokumentation er det arrogant virkelighedsflugt.

Nu siger Poulsen, at Dong ikke manglede kontanter, men i finansudvalget var sagen akut. Pengene væltede ind, men så var »kapitalstrukturen banket i bund«. Et skinproblem, men effektivt. Dongs egenkapital i 2013 var 50 milliarder. Pengestrømmen til Dong sænkede rentebærende nettogæld fra 32 til 26 milliarder. Herefter solgtes en havmølleandel for seks milliarder. En snarligt ventet havmøllekontrakt gav udsigt til salgsindtægter på 175 milliarder på 15 år. Dong og Goldman Sachs vidste alt - et ydmyget finansudvalg alt for lidt.

Corydon pressede og sagde, at staten var forpligtet til underskrift i januar, umiddelbart før årsregnskabet udsendtes. Udvalget måtte ikke kende fristdatoen 29. august. Ulovlig embedsførelse sikrede finansudvalgets underskrift.

Finansminister Hjorth Frederiksen siger: »Intet bud var bedre«. Naturligvis. Seriøse tilbud blev forhindret. Aktieudbud skal annonceres internationalt, rettidigt og meget synligt. Kammeradvokaten advarede, ingen ville lytte. Få udvalgte tilbudsgivere fik 16 dage og begrænset viden, Goldman Sachs fik otte måneders indsigt i Dong, skattefordel og ledelsesmagt, som forbydes danske finansselskaber. Kammeradvokaten kritiserede, men løbet var kørt.

Finansudvalget satte sig ikke ind i sagerne, men lod sig trække rundt ved næsen af landets finansminister og forpligtede staten. Dong-bestyrelsen tillod misinformation og ulovligt aktieudbud. Dong og Goldmans Sachs fandt blot statens svageste led og nedlagde byttet.

Den nye ledelse roser egen præstation, forgængeren ser kun fortsættelse af sin strategi. Realiteter hemmeligstemples. Effektiv medie- og anden meningspåvirkning vildledte Folketing og folk. Finansudvalgets medlemmer hoppede på limpinden og ønsker kun at glemme deres følgagtighed.

Dong skulle sikre samfundets energiforsyning, men statssubsidierne er guldkalven, som overskygger hensynet til samfundets infrastruktur. 2011-regnskabets overskud var tre milliarder. Perioden 2012-2015 viste samlet underskud på 22 milliarder, fordi nedskrivning ændrede overskud til underskud. Før perioden androg produktionsanlæg 65 og aktiver under opførelse 23 milliarder, i alt 88 milliarder. Afskrivning var 35, nedskrivning 33 milliarder, totalt næsten 70 milliarder. Det er højt sammenlignet med værdien, men formålstjenligt, da nedskrivningerne medførte store underskud. De hjalp krisefortællingen i medierne.

Før 2016-børsgangen var 1. kvartals overskud 7 før og 5 milliarder efter skat. Tilbageført nedskrivning gav indtægt på 750 millioner. Ventet årligt aktieudbytte: 2,5 milliarder. Nedskrivningsskabte underskud skulle vise forgængerens uduelighed og efterfølgerens fortræffelighed. Men både Poulsens og Eldrups udtalelser er partsindlæg. Dong-ledelsens agitation beskyttes af hemmeligstempling.

Værst var demokratiets nederlag til Goldman Sachs. Da regering, finansudvalg og Folketing vedtog den omfattende aftale, fordi finansministeren vildledte og forbød dem at studere indholdet og tage notater. Hans officielle begrundelse: Mistillid til finansudvalget. Den sande begrundelse: Forbuddet var nødvendigt, fordi åbenhed ville afsløre processen som dybt angribelig. Dong manglede ikke kontanter.

Mod Dongs, Goldman Sachs’ og statens forenede økonomisk/politiske styrke må alle bøje sig. Fik danskerne et bedre Dong? Næppe. Kun en demonstration af godtroende demokrati og effektiv hemmeligholdelse. Man kan benægte fakta, men Dong-sagens fakta lugter ilde.