Brexit giver anledning til at gentænke investeringer

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Udfaldet af brexit-afstemningen synes med nogenlunde lige stor sandsynlighed at kunne gå til den ene eller den anden side, selv om reaktionen på de finansielle markeder egentlig må karakteriseres som begrænset.

Men i virkeligheden er den store usikkerhed ved, at Storbritannien eventuelt forlader EU, hvordan det kommer til at ske, og hvordan det vil komme til at påvirke den britiske, den europæisk og den globale økonomi.

Det vil i givet fald blive en proces, som vil forløb over en årrække, og vi må derfor forvente en længere periode med usikkerhed.

Usikkerhed er lig med risiko, og de finansielle markeder reagerer på øget risiko ved at kræve en risikopræmie, som afspejler sig i generelle kursfald.

Derfor kommer det evige spørgsmål op om, hvordan man som investor skal agere over for generelle udsving i markedet, herunder i aktiemarkedet.

Intuitivt vil det mest oplagte svar være, at man skulle sælge sine aktier for at købe dem igen, når markederne er faldet – hvis dette bliver tilfældet.

Men hvis man tror på, at markederne er perfekte, så skal investorernes ”konsensus”– vurdering af sandsynligheden for et negativt udfald og også vurderingen af de negative effekter på aktiemarkedet – være indregnet og afspejlet i den aktuelle værdiansættelse.

Hvis man således følger sin intuition og sælger alle sine aktier, skal man altså have tiltro til, at man er bedre til at vurdere udfaldet og effekten af den britiske afstemning om fortsat medlemskab af EU end alle andre investorer, herunder også de store professionelle institutionelle investorer.

Det er jo en stor tiltro at have til sig selv, hvis man blot er en almindelig privat investor, men det er der nok mange, som har. Man kan i den aktuelle situation, hvor meningsmålinger for og imod er næsten lige, anføre, at det ene gæt kan være lige så godt som det andet.

Men for den private investor kan det også være forbundet med en vurdering af egen risikoprofil.

Netop fordi man har så umådelig vanskeligt ved at vurdere resultatet og effekten, kan det være meget rimeligt, at man sælger ud.

Så påtager man sig jo i princippet en risiko for, at udfaldet af brexit-afstemningen bliver, at Storbritannien forbliver i EU, og at aktierne stiger, men så er risikoen jo også blevet reduceret, og det kan mange godt se det rationelle i, selv om de så er gået glip af en gevinst og eventuelt må gå ind i markedet igen til højere kurser.

Det drejer sig i høj grad om psykologi, både den overordnede markedspsykologi og for den enkelte investor.

Hvor nogen måske har valgt at sælge, især de dage, hvor markederne er faldet, har andre valgt at holde deres aktier, bl.a. fordi man for kort tid siden så kurserne højere, og det altid gør lidt ondt at se en fortjeneste gå ens næse forbi.

Men der er også andre argumenter for at holde sine aktier.

Selv om det måske er at gøre vold på sine indre følelser og mavefornemmelse, er der argumenter i den finansielle teori, som tilsiger, at man generelt er bedst tjent med at købe, mens andre sælger, og sælge, mens andre køber.

Det taler stik imod momentum-strategien, som andre forfølger, og som baserer sig på, at generelle markedsbevægelser – og for den sags skyld også kursbevægelser for enkeltaktier – er selvforstærkende pga. den såkaldte lemminge-effekt, hvor alle løber i samme retning, fordi de tror, at de, som har sat bevægelsen i gang, ved noget, som andre ikke ved.

Og så fordi man antager, at de fleste opfører sig sådan, og så bliver forudsigelsen selvopfyldende.

En strategi om at lægge sin portefølje om efter retningen i markedet risikerer imidlertid for det første at føre til meget store transaktionsomkostninger, men for det andet viser det sig i praksis at være meget vanskeligt at ”time” omlægningerne, så afkastet bliver optimalt. Alt for ofte vil man ramme galt, og så vil det ud over transaktionsomkostningerne koste afkast i form af mistede kursavancer eller direkte kurstab.

Så der er meget i finansieringsteorien, der taler for, at man som langsigtet investor står sig bedst ved at forblive investeret også gennem perioder, hvor ”mavefornemmelsen” taler for noget andet.