Kronik: Dong og Finansministeriets egne tal modsiger topchef Henrik Poulsens krisesnak

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Dong, Goldman Sachs og statens forenede kræfter har overskygget mediernes, folkets og Folketingets krav om viden og dokumentation i Dong-sagen. Vi ser vildledende overskrifter: »Dongs topchef har fået vendt skuden«, »Goldmans’ penge blev afgørende«, »Dong-chef: Markant grøn omstilling har fordoblet vores værdi« og lignende påstande.

Mange journalister gengiver troligt. De tror utvivlsomt på kilderne, men kræver ikke tilstrækkeligt med dokumentation. Således ender dårlige sager med at udlægges som gode. Man må konstatere, at religiøs og politisk korrekthed kan styre meninger på samme måde som penge, markedsføring og lobbyisme. Selv finansudvalget underskrev aktieaftalen med Goldman uden at kende dens virkelige indhold.

Dongs årsregnskab og information til Finansministeriet fra oktober 2011 til februar 2012 fortalte, at energiselskabet på ingen måde var økonomisk nødlidende. Tværtimod. Regnskabet fra 2011 viser, at Dongs likviditetsberedskab var på 23.100 millioner kr. Den form for økonomisk nød ville være en ønskedrøm for andre. Dong satte aktieudbyttet til 1.500 millioner.

Nye oplysninger viser, at Dongs direktion den 28. oktober 2011 sendte udførlige redegørelser til selskabets bestyrelse før bestyrelsens møde i starten af november. Den 1. november videresendte formanden punkt 8-11 på dagsordenen til Finansministeriet. Emnerne var afgørende: Status, opdatering og fremtidsmuligheder for havmølleparker. Alt var »strictly private and confidential«. Punkt 8 indeholdt 25 sider og punkt 9-11 havde opsummeringer. En begrænset del af siderne skulle drøftes på bestyrelsesmødet. Notaterne beskriver Dongs særlige styrke:

Punkt 9 er helt overstreget. Punkt 10 siger: »Resumé: I 2009/2010 blev der gennemført en udbudsproces i UK, hvor der blev udbudt 25 GW ny off-« Resten er overstreget og derfor vigtigt. Punkt 11 er indstilling om opkøb af Borkum Riffgrund West 1 i Tyskland.

I midten af januar 2012 videresendte Dong-formanden en stribe notater til Finansministeriet. Hovednotatet nævner det engelske lovforslag fra oktober 2011, som »sikrer afregningen frem til 2037 for de projekter, som bygges frem til 2017«. Notaterne viser et stærkt, profitabelt og fremsynet Dong. Men Dong synes at informere ministeriet mere end bestyrelsen og finansudvalget.

Et notat fra den 30. august 2011 dokumenterede Anholt-investeringens hurtige tilbagebetaling. Men der var nogen skepsis i Dong mod topchef Anders Eldrup og vindafdelingschefen Jacob Baruël Poulsens ønske om stærk satsning på havvindmøller.

De to havde indgående kendskab til subsidielovgivningens økonomiske potentiale fra deres tid i Finansministeriet. Spørgsmålet var, hvor stærkt Dongs førende havmølleposition skulle forstærkes, og om institutionelle investorer måtte købe aktier i et foreslået datterselskab. Eller om væksten skulle tilpasses bestående kapitalrammer.

Allerede i midten af oktober 2011 skrev Dong til Finansministeriet om den store interesse fra især danske pensionskasser. Der var ønsker om op mod 50 procent minoritetsindskud i et datterselskab. En mulig model herfor blev beskrevet. Men finansudvalget vidste det ikke.

Direktionens konklusion og anbefaling var at etablere en afdeling for vedvarende energi i et datterselskab med Dong som majoritetsejer og institutionelle investorer som medejere. Det kunne øge Dongs overskud uden yderligere investering af egne midler.

Dongs største umiddelbare potentiale var den sandsynlige snarlige kontrakt med Storbritannien om rekordhøje subsidier til havmølleparker. Eldrup mødte Labours Gordon Brown og premierminister David Cameron i Downing Street og rådgav klima- og energiminister Edward Davey. Dong-folk havde også tæt kontakt med den engelske energistyrelse. Aftalen ville indbringe 175 milliarder kr. over 15 år. Den kom i hus den 23. april 2014, kort efter Goldman-aftalen den 30. januar.

Nogle Dong-ansatte kendte den forberedte aftale. Og Dong informerede Finansministeriet udførligt. Konsulenthuset McKinsey og Goldman Sachs' nære kontakter på regeringsplan i Danmark og Storbritannien samt til Henrik Poulsen gav adskillige muligheder for at kende aftalen, som alene ville fordoble Dongs værdi. Spørgsmålet er: Kunne McKinsey med sin nære kontakt til finansminister Bjarne Corydon og investeringsbanken Goldman efter otte måneders intensivt arbejde med Dong undgå at være insidere ved aktieudbud og aktiesalg, da finansudvalget underskrev den 30. januar 2014?

De nævnte notater forklarede ideen for Finansministeriet. Det er uklart, om ministeriet svarede, men Corydon styrede processen og holdt det hemmeligt for politikerne i finansudvalget. Hvis udvalget havde læst, hvad ministeriet vidste, ville lavprisaktiesalget være umuligt.

Om Corydon, McKinsey eller Goldman fik ideen til Goldmans aktiekøb med ledelsesmagt, som loven forbyder danske finansvirksomheder, vides ikke. Men hele forløbet ligner mere amerikansk end dansk metode. McKinsey var rådgivere tæt på Corydon. Goldman er kendt for sin evne til at vide, hvad der er værd at vide i et politisk/økonomisk miljø, men ikke for sarte metoder. Og bundlinjen er, at Goldman vidste alt om Dong. Aktiesalget var unødvendigt for Dong, men nødvendigt for Goldmans adgang til Dong.

Skulle milliarderne tilfalde samfundet eller Goldman? Corydon foretrak Goldmans aktiekøb frem for pensionskasseminoriteten i et datterselskab. Finansudvalget foretrak intet. Det fik kun at vide, at det var Goldman eller katastrofe.

Store gevinstmuligheder, som kun få kender, er interessante for de få. Man havde altså brug for en ny fortælling om et dårligt ledet Dong, der vaklede nær afgrunden, Eldrup på porten og en ny leder, som kunne spille spillet. Goldman kendte den tidligere topchef i TDC Henrik Poulsen som egnet hertil. Men det krævede hurtig handling, hemmeligholdelse, tilsidesættelse af Dongs forslag og et finansudvalg, som kunne presses til underskrift uden at kende sagen godt nok.

På mødet fredag den 9. marts 2012 godkendte en uforberedt bestyrelse Eldrups omgående bortvisning for at bevilge for store vederlag til nøglemedarbejdere. Nyheden kom mandag 12. marts med ekstrem mediedækning. Poulsen stod klar: samme dag omtalte Jyllands-Posten ham som sandsynlig efterfølger. Den 18. april var han ansat med tiltrædelse september 2012. Retten gav Eldrup medhold, men hans løb var kørt. Eldrup omtalte utilfredsheden med den voldsomme satsning på havmøller, men »i dag gennemfører Dong vores strategi«. Notaterne i finansministeriet bekræfter hans udlægning.

Hvorfor siger finansminister Claus Hjort Frederiksen, at Dong ikke var verdensførende på havvind før 2012, men i dyb krise, når hans eget ministeriums sagsakter viser, at det er usandt? Vildledes han fortsat af sine embedsmænd? Hvorfor tror mange journalister på Dongs påstande? Hvorfor søger de ikke sandheden? Hvorfor siger de »Nu er der sagt nok« uden at kende dokumentationen?

Goldman har igen bevist sit store talent for det taktiske spil. Dongs nye ledelse søger at fremstille sig som bedre end den foregående, som skabte førerstillingen, indtjeningen og grundlaget for Dongs fremtid. Men dokumentationen mangler.

Love og forskrifter for god selskabsledelse blev overtrådt, samfundsværdier er tabt. Det er hemmelighedskulturens og demokratiets mørke side. Det, som står tilbage, er, at staten hverken handlede i sin egen eller samfundets bedste interesse.

Af Ole T. Krogsgaard, direktør og professionelt bestyrelsesmedlem. Krogsgaard er tidligere bestyrelsesformand for tøjselskabet IC Company. Han bliver ofte kaldt virksomhedsdoktoren, fordi han er blevet kaldt ind som finansiel redningsmand og oprydder i bl.a. Nordisk Fjer, Magasin og Accumulator Invest.