Fortsæt til indhold

Ledelsesfænomenet Uffe Elbæk

Efterhånden har andre politiske partier opdaget, at dialog måske er en god idé og er begyndt at efterligne Alternativets leder, Uffe Elbæk.

Debat
Anders drejer

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

l

Anders Drejer er professor ved Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet.

»In the Future, Leaders are the ones with followers,« skal futuristen John Naisbit efter sigende have sagt.

Hvis man tror på dette statement, må Alternativets leder, Uffe Elbæk, jo nærmest være en moderne ledelsesfænomen med den succes, han har med selvsamme alternativ – men kan det nu passe?

Lad os se på, hvad Uffe gør rigtigt og eventelt forkert.

Uffe Elbæk har selv sagt noget i retning af, at det handler om at skabe bevægelse. Så han danser lystigt sammen med sine followers. Og et eller andet må jo virke – Alternativets årsmøde så pænt mere interessant ud end gravkammerstemningen hos visse andre, lukningstruede, partier. Hvis man altså kan lide at danse. Her gør Uffe noget klogt, tror jeg. Han skaber fællesskab og en fornemmelse af samhørighed. Og hvis der er noget, vi moderne mennesker anno 2016 har brug for, er det fornemmelsen af at være en del af et fællesskab. Også selvom indholdet kan være lidt diffust. F.eks. er der oprettet et datingsite nu for tilhængere af den amerikanske præsidentkandidat Donald Trump … ja, det kan måske være lidt svært at finde en kæreste, hvis man følger The Donald, men man er da fælles om noget.

Alt for mange ledere i dag er, fortsat, elitære og isolerer sig fra ”masserne”. Men de tider er forbi, hvor topchefer godt måtte være lidt ophøjede og mystiske. I dag vil vi vist bare gerne have, at de er menneskelige. Og hvis man som topchef i 2016 forsøger at virke overmenneskelig, skal medier og sociale medier nu nok få sandheden frem. Om det er topchefens realkreditlån, skostørrelse eller seksuelle præference, afsløres den slags med stor sandsynlighed i 2016.

Jeg siger ikke, at det er godt, jeg konstaterer, at sådan er det. Og her er Uffe Elbæk relativt uden filter. Han erkender, at han kan være en bitch, skjuler ikke sin seksuelle orientering og inviterer vælgerne hjem i sin stue.

Sjovt nok, da Anders Samuelsen gjorde det samme forrige sommer, blev han meldt til myndighederne for at servere mad i sin egen have. Men Uffes kaffe er måske bedre?

Uffe skaber dialog. Eller i hvert fald en dialogbaseret proces. Jeg har haft nok at gøre med kaospiloter til, at jeg kan messe ”trust the process”. Stol på processen. På den måde inddrager man sin organisation og sine mennesker. Og så længe, at det er nemt, vil de fleste såmænd også gerne inddrages.

Liberal Alliance har tilsyneladende vist vejen, men magter Uffe og processen at forvandle sig fra ælling til en smuk svane? Det kan jantelovens vogtere godt tvivle på.
Anders Drejer, professor

Efterhånden har andre politiske partier opdaget, at det der med dialog måske er en god idé og er begyndt at efterligne Uffe, men det er altså ikke noget, som Uffe har opfundet. Organisationen Facebook holder flere årlige ”hackathon’s”, som er en slags kreative workshops, hvor medarbejderne ”får lov” til at arbejde med nye ideer. Efter sigende er det også kommet noget ud af det rent kommercielt, men jeg tror nu, at man lige så meget gør det for at fastholde motivation og fællesskabsfølelse blandt medarbejderne.

Og sådan kan man blive ved. Uffe Elbæk agerer som en menneskelig leder. På godt og ondt. Når han i sin glæde over et valgresultat ikke kan sætte fire sammenhængende ord sammen, griner vi måske lidt ad ham. Men Uffe ler sidst. Måske. I hvert fald kan man ikke bebrejde Uffe, hvis han griner lidt i sin sommerferie.

Om projektet holder og viser sig bæredygtigt, må tiden vise. Indholdet blæser, for mig at se, fortsat noget i vinden, og enhver nystartet organisation skal på et tidspunkt gå fra iværksætterstadiet til det at agere strømlinet og ”professionelt”.

Liberal Alliance har tilsyneladende vist vejen, men magter Uffe og processen at forvandle sig fra ælling til en smuk svane? Det kan jantelovens vogtere godt tvivle på – det er jo vores funktion – men måske skal man bare stole på processen? Måske er ledere, dem, som skaber følgere? Måske er det bare så nemt i 2016.

Artiklens emner
Uffe Elbæk