Lex Farum: Sådan rydder vi ud i den kommunale finansjungle

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Danske kommuner kan i dag foretage deres egne finansielle transaktioner. De kan optage bank- og realkreditlån, og kan – inden for visse rammer – anbringe penge i værdipapirer og finansielle instrumenter. Det samme gælder for en række statslige institutioner bl.a. universiteter, gymnasier og statslige virksomheder som DSB.

Spørgsmålet er, om systemet med privat finansiering af offentlige institutioner er hensigtsmæssigt. Det er det næppe. I stedet bør de offentlige institutioner kun have adgang til at finansiere sig gennem en konto i Nationalbanken eller gennem en central offentlig finansieringsbank. Det giver en hel række fordele.

For det første er det nuværende system kompliceret og uoverskueligt. Man øger overskueligheden ved at overgå til et system, hvor den eneste anbringelses- og lånemulighed er simple konti med mulighed for overtræk. Finansministeriet vil på ethvert tidspunkt have et opdateret billede af de offentlige finanser og langt bedre mulighed for at styre de offentlige udgifter. Hvis systemet kobles op på en central offentlig revision, kan der også spares penge til revisorer, som i dag omstændeligt udarbejder regnskaber for det offentlige.

For det andet vil ændringen betyde, at offentlige ledere ikke længere skal bruge tid på at sætte sig ind i finansiering. De kan i stedet koncentrere sig om deres kerneopgave; at forbedre kvaliteten af de offentlige tjenester. Det er uheldigt, at rektorer på landets gymnasier bruger tid på at vurdere gymnasiets finansielle risici i stedet for at koncentrere sig om at forbedre undervisningen. Tilsvarende bør borgmestre, kommunaldirektører og andre kommunale ledere koncentrere sig om at holde de kommunale udgifter nede og sørge for velfungerende offentlige tjenester.

For det tredje betaler det offentlige hvert år store summer for transaktioner, der foregår gennem private, finansielle virksomheder. Det øger skattebyrden, da private finansielle virksomheder har højere finansieringsomkostninger end den danske stat. Det billigste for det offentlige er at finansiere sig gennem statsobligationer - ikke gennem banklån eller realkreditlån. Det øger yderligere skattebyrden, at der spredt ud over en lang række offentlige institutioner aflønnes medarbejdere med finansiel ekspertise. Den ekspertise bør samles centralt i Finansministeriet og Nationalbanken.

For det fjerde er det besynderligt, at offentlige institutioners finansielle råderum med det nuværende system afhænger af, hvor heldig eller uheldig den pågældende institution er med sine finansielle transaktioner. Det forekommer absurd, at antallet af lærere og børnehavemedhjælpere afhænger af en kommunes succes på de finansielle markeder.

Endelig betyder det nuværende system, at vi risikerer en dag at vågne op og opdage store tab i en offentlig institution på grund af forkerte finansielle transaktioner. Her vil staten formentlig blive nødt til at træde til og dække underskuddet. Sporene fra Brixtofte og Farum Kommune skræmmer.

Helt konkret kunne den nye centrale finansiering foregå ved, at institutionerne får en form for bankkonto i Nationalbanken. Her kan kommunen dække udgifter og sætte likviditetsoverskud ind. Man kan fra central hånd beslutte i hvilket omfang, den enkelte institution har mulighed for overtræk. Man kan samtidig tilskynde til budgetdisciplin ved at betale renter på indskud og straffe låntagning med rentebetalinger.

Det afgørende er, at man forbyder andre offentlige finansieringsformer udover kontoen i Nationalbanken eller i en statslig finansieringsbank. Man eliminerer dermed junglen af dyre og spekulative finansielle instrumenter og gør systemet gennemskueligt.