Nordeas problem: Kig under ”L” som i Luxembourg
Nordeas topchef, Casper von Koskull, havde en hård dag på kontoret i denne uge. Han skulle sige undskyld. Undskyld for alverdens forhold, som Panama-sagen har hvirvlet op. Først og fremmest at Nordea Luxembourg har været afdelingen, der ikke stillede spørgsmål. Faktisk mere end det: Nordea Luxembourg stillede ikke engang de spørgsmål, som banken selv forlangte, at Luxembourg-afdelingen skulle stille sine kunder for ikke at medvirke til skatteunddragelse.
Den vigtigste regel i al krisekommunikation er at få alt på bordet med det samme. Alt.
Man kan ikke inddæmme en krise eller forudse, hvordan den udvikler sig, hvis ikke alle kritiske forhold lægges på bordet. Hvis man forsynder sig mod denne regel, vil topledelsen gå ud med budskaber, der er mangelfulde eller decideret forkerte. Når sandheden derefter oprulles, får virksomheden ikke én, men to udfordringer. Den ene er sagen. Den anden er topledelsens tab af troværdighed.
Mon ikke Casper von Koskull i onsdags sendte tunge tanker til Nordea Luxembourg? For her svigter noget fuldkommen fundamentalt den 3. april. 3. april er dagen, hvor Panama-sagen bryder ud.
Svigtet består i, at alt ikke kommer på bordet med det samme. Når man genser, hvordan Luxembourg-afdelingen den 3. april og i dagene derefter svarer pressen, på de forhold der lægges frem, fremstår håndteringen i omegnen af skødesløs. Nordea Luxembourg er forbavset over, at et advokatfirma i en korrupt bananrepublik, som tilbyder Nordea og andre banker anonyme skuffeselskaber, bistår med at trylle formuer væk for Skats åsyn. Det er grundlæggende budskabet. Ikke mere.
Så kortfattet er svaret fra Nordea Luxembourg, selv om man er klar over, at den er rivegal. Først og fremmest overholder Luxembourg-afdelingen ikke de regler, som banken har udstukket for at undgå at medvirke til skatteunddragelse. Herudover har Nordea Luxembourg ikke afbrudt samarbejdet med Mossack Fonseca for flere år siden, sådan som banken melder ud, da krisen bryder ud. Nordea Luxembourg fortsætter i lang tid med at lave forretning med den mellemamerikanske grossist i skattely-selskaber. Og der er mere.
Så lægger Luxembourg-afdelingen alt på bordet, da Nordea skal prøve at inddæmme krisen? Nej. Med det samme? Nej. I Luxembourg sidder nogen og drejer på rattet, så Casper von Koskull tror, at han kører ligeud, men i virkeligheden er på vej ind i autoværnet. Der er grums, som Nordea Luxembourg gemmer for bankens topledelse. Da pressen finder grumset, er fanden løs. Casper von Koskull må indrømme, at de første svar, som Nordea giver, ikke er fyldestgørende.
Hvad er kernen i problemet? Det er mangel på dømmekraft. Hvis en leder eller kommunikationschef fylder sin topledelse med halve sandheder under en krise, er dømmekraften til 00 på 7-trinsskalaen.
Længere er den ikke.
Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator på Finans, er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet og arbejder som kommunikationsrådgiver. Han er tidl. pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Inden da var han erhvervsjournalist på Ritzau og Økonomisk Ugebrev. Anders Heide Mortensen kan kontaktes på e-mail: anders@heidekom.dk.