Kina er ved at tabe kampen på det globale arbejdsmarked

Tiden, hvor Kina i stadig grad tiltog sig rollen som ”verdens værksted”, synes at være forbi. Kina spiller naturligvis stadig en stor rolle i den globale økonomi, men landets vækst er aftagende, og det gælder ikke mindst den del af økonomien, som drives af eksport til USA og Europa.

Landets ledere har bevidst søgt at dreje afhængigheden af eksporten til Vesten over mod en vækst drevet af indenlandsk efterspørgsel, men det er åbenlyst, at det ikke foreløbigt har kunnet opveje afmatningen i eksportvæksten.

Det afgørende og udslagsgivende i udviklingen har været, at omkostningerne – i områder af Kina, hvor produktionen til Vesten særligt har fundet sted – er steget så meget, at fordelen for europæiske og amerikanske virksomheder ved at outsource deres produktion ikke længere opvejer meromkostningerne.

Lønningerne i Kina er steget, ejendomspriserne er eksploderet, og generelle omkostninger har fået et gevaldigt løft.

Samtidig har de vestlige virksomheder efter finanskrisen foretaget en mængde rationaliseringer, som har gjort produktion på deres egne hjemlige faciliteter markant billigere, herunder ved investeringer i robotteknologi mv.

På blot tre år er månedslønnen for en kinesisk fabriksarbejder i de kystnære distrikter steget med knap 30 pct., og niveauet er nu væsentligt højere end i mange andre asiatiske lande, som Kina konkurrerer med. F.eks. er lønnen for en fabriksarbejder i Vietnam under halvdelen af en kinesers løn, og i Bangladesh ligger den på omkring en fjerdedel.

Desuden findes der outsourcing-muligheder i lande tættere på USA og Europa og altså også i andre asiatiske lande, som der nu fokuseres mere på. En undersøgelse fra Boston Consulting Group (BCG) konkluderede, at produktionsomkostningerne i Kinas »eksport-producerende zone« i 2015 var højere for amerikanske virksomheder, end hvis de producerede i USA, når arbejdslønninger, produktivitet, transportomkostninger mv. blev taget i betragtning.

BCG har desuden spurgt et antal store amerikanske virksomheder, hvor 24 pct. i 2015 svarede, at de havde flyttet produktion tilbage fra Kina eller havde aktuelle planer om det, en stigning fra ca. 10 pct. i en tilsvarende undersøgelse i 2012. Mere end halvdelen af de adspurgte amerikanske virksomheder svarede, at de forventer at ansætte flere medarbejdere i USA over de kommende fem år, og spørgsmålet har fået fornyet fokus, da netop truslen, om at Kina tager arbejdspladser fra USA, har været ét af Donald Trumps temaer i hans kampagne for at vinde præsidentvalget til efteråret.

Men faktisk ser det ud til at være vendt, så USA er ved at vinde arbejdspladser tilbage efter at have mistet i omegnen af to mio. arbejdspladser til Kina op gennem 00’erne.

The New York Times har netop spurgt flere store amerikanske udbydere af forbrugsgoder til detailhandelen. To af de store skoproducenter, som leverer til en række førende mærkevare-virksomheder i USA og Europa, har lukket produktionsfaciliteter i Kina og etableret nye faciliteter i Vietnam, Indonesien og Etiopien, hvor omkostningerne er markant lavere.

Det taiwanesiske Foxconn, som bl.a. producerer iPhones for Apple i Kina, har annonceret at ville etablere hele 12 fabrikker i Indien, så der sker meget både regionalt mellem landene i Asien og mellem arbejdsfordelingen globalt.

Mest berørt blandt de danske børsnoterede virksomheder af disse overordnede tendenser vurderer vi, at A.P. Møller-Mærsk vil være. Maersk Line og Maersk Terminals, som lever af at transportere og håndtere containere bl.a. fra Kina/Asien til USA og Europa, er meget afhængige af samhandelen i verden.

Så længe produktionen blot flyttes fra Kina til andre asiatiske lavtlønslande, er det mest et spørgsmål om at dirigere containerskibene til andre destinationer – og selvfølgelig være repræsenteret med terminaler i de rigtige havne.

Maersk er ikke alene om at have satset på stigende efterspørgsel, og selv om vi trods alt nok skal se vækst, vil der være behov for fleksibilitet og nok også tilpasning af kapaciteten over de kommende år.

Men Kina som verdensøkonomiens lokomotiv synes at være et overstået kapitel – i hvert fald for en tid – hvor ikke mindst en række emerging markets såvel i Sydamerika, Afrika og det øvrige Asian lider.

Peter Falk-Sørensen, direktør i Dansk Aktie Analyse