It-system ikke skyld i dødsfald
Vi følger patientsikkerheden i Sundhedsplatformen meget nøje, og der har til dato ikke været indrapporteret dødsfald, der kan tilskrives brugen af Sundhedsplatformen, skriver direktør på Herlev og Gentofte sygehus.
Region Hovedstaden har indført den store fælles patientjournal Sundhedsplatformen på Herlev og Gentofte Hospital, og de næste to år følger de øvrige hospitaler trop. Det er danmarkshistoriens største it-investering på sundhedsområdet, og det er bestemt ikke nemt. For ændringen er enorm og udfordringerne er mange, men det nye sundhedsværktøj er godt i vej – og patienterne kan være trygge ved det.
De seneste dage har historien om 79-årige Flemming Matzens tragiske død været omtalt i medierne og gav 3/8 anledning til en række fejlagtige konklusioner i disse spalter. Anders Heide Mortensen (AHM) giver Sundhedsplatformen en usaglig kritik baseret på en række forkerte påstande.
Under overskriften: Når offentlig it slår ihjel, konkluderer han, at Sundhedsplatformen er skyld i Flemming Matzens død. Det er en meget alvorlig påstand, som er egnet til at skabe frygt hos vores patienter, og den er forkert. Vi følger patientsikkerheden i Sundhedsplatformen meget nøje, og der har til dato ikke været indrapporteret dødsfald, der kan tilskrives brugen af Sundhedsplatformen. Der er heller ikke indrapporteret patientskader med alvorlige mén. Efter tre måneder er der to patienter, som har oplevet skader uden mén, hvor vi ikke kan udelukke, at der er en forbindelse med Sundhedsplatformen.
Efter tre måneder er der to patienter, som har oplevet skader uden mén, hvor vi ikke kan udelukke, at der er en forbindelse med Sundhedsplatformen.
Vi udtaler os normalt ikke om enkelte patienter, men når et indlæg er så egnet til at skabe frygt som AHMs, er vi nødt til at svare. AHM skriver, at Flemming Matzen blev henvist akut til Herlev Hospital af sin praktiserende læge. Man kan ikke henvise en patient akut. Man kan enten indlægge akut eller henvise patienten. 79-årige Flemming Matzens læge valgte ikke at akutindlægge ham og hospitalets beslutning om at lade patienten vente nogle dage, blev truffet på baggrund af den henvisning, som den praktiserende læge havde sendt. Det var altså lægefaglige vurderinger og ikke en fejl i Sundhedsplatformen, der er grunden til, at han ikke blev indkaldt med det samme.
Indførelsen af Sundhedsplatformen skaber både udfordringer og problemer. Det er en enorm omvæltning for vores personale at skulle ændre arbejdsgange. Systemet er meget komplekst og skal arbejde sammen med andre komplekse it-systemer. Sundhedsplatformen giver bøvl og problemer, men det gør den ikke til en skandale. Sådan er det med store it-projekter, både i det private og det offentlige.
AHM sammenligner Sundhedsplatformen med en motorvejsbro, så lad os blive i analogien. Tænk på Sundhedsplatformen som udvidelse af en motorvej. Man gør det for at få trafikken til at glide nemmere i fremtiden, men alle ved, at der kommer en periode, hvor hastigheden bliver sat ned, den ene vejbane bliver spærret osv. Altså en periode, hvor det ikke går helt lige så hurtigt og problemfrit som før, men som er nødvendig for at sikre fremtidens trafik.
79-årige Flemming Matzens læge valgte ikke at akutindlægge ham og hospitalets beslutning om at lade patienten vente nogle dage, blev truffet på baggrund af den henvisning, som den praktiserende læge havde sendt. Det var altså lægefaglige vurderinger og ikke en fejl i Sundhedsplatformen, der er grunden til, at han ikke blev indkaldt med det samme.
Vi sætter også hastigheden ned, når vi indfører Sundhedsplatformen for at sikre patienternes sikkerhed, som er det allervigtigste. Vi holder altid skarpt øje med patientsikkerheden, men naturligvis særligt i perioder med store omvæltninger. Når motorvejen er fuldt udbygget, så bliver det lettere og sikrere at være patient, sygeplejerske og læge på hospitalet. Det ved vi fra de 1.100 hospitaler i udlandet, der allerede har været igennem processen.
Af hospitalsdirektør på Herlev og Gentofte Hospital, Klaus Lunding
Send gerne kommentarer og indlæg til opinion@finans.dk.