De økonomiske dogmer står for fald
Det var godt, at man tog et oprør med de rigide økonomiske dogmer fra 70erne. Men efter 30-40 år med en nærmest religiøst tro på de frie, uregulerede markeder, er det på tide, at pendulet svinger tilbage. Staten kan og bør spille en afgørende rolle for væksten.
Igennem næsten 40 år har økonomer haft en række knæsatte ideer, der har sat snævre rammer for diskussionen om økonomisk politik. Efter 70ernes sammenbrud for efterkrigstidens dominerende keynesianske model, der primært fokuserede på at øge efterspørgslen og regulere markedskræfterne, skiftede fokus til, hvordan man kunne styrke udbudssiden og sætte markedskræfterne fri.
Nu er der imidlertid tegn på, at pendulet er begyndt at svinge den anden vej, og det er en god ting. Det store kursskifte i 70erne føltes i første omgang som en befrielse, for både den økonomiske tænkning og økonomien selv var på det tidspunkt endt i en blindgyde. Men økonomi handler om balance, og efter 40 år med det modsatte fokus er vi endt i den modsatte blindgyde, og der er igen brug for at tænke nyt.
Det er derfor næppe tilfældigt, at der nu dukker økonomisk forskning op, der stiller spørgsmålstegn ved økonomiske dogmer, som ellers ikke var til diskussion. Det kan for eksempel være påstanden om, at frihandel og globalisering altid er positivt. Der er stærke teoretiske og historiske argumenter for, at det er en god ide på langt sigt. Sidste år skabte tre respekterede økonomer (Autor, Dorn og Hanson), imidlertid nærmest opstandelse ved at vise, at det ikke nødvendigvis er en god ting på mellemlangt sigt. De regioner, der blev ramt af konkurrence fra Kina i 90erne, havde selv efter 10 år ikke har fået samme levestandard tilbage. Markedskræfterne virker simpelthen for langsomt.
Eller det kan være påstanden om, at det går ud over væksten, hvis man har høje skatter og en stor offentlig sektor. I en ny bog 'How big should our government be' sammenligner Bakija, Kenworthy, Linder og Madrick blandt andet vækstrater på tværs af lande gennem næsten 150 år og konkluderer, at der sandsynligvis overhovedet ikke er nogen effekt på den langsigtede vækst. De peger på, at regeringer også kan levere infrastruktur, uddannelse og andre ting, der er positive for væksten.
Eller det kunne være påstanden om, at finanspolitik ikke virker og nærmest er skadelig. Det er ikke mere end fem år siden, at fremtrædende økonomer i ramme alvor foreslog, at finanspolitiske stramninger ville skabe vækst efter finanskrisen. IMF, OECD og andre har siden da påvist, at det nærmest er omvendt: finanspolitiske lempelser har en særlig stærk effekt i det klima, og der er langsigtede omkostninger ved ikke at få arbejdsløsheden hurtigt ned efter en alvorlig krise.
Det er ikke mere end fem år siden, at fremtrædende økonomer i ramme alvor foreslog, at finanspolitiske stramninger ville skabe vækst efter finanskrisen. IMF, OECD og andre har siden da påvist, at det nærmest er omvendt.
Økonomerne er begyndt at tvivle på dogmerne, men ingen politiske ledere har turdet bryde dem i praksis endnu. Storbritanniens nye premierminister Theresa May gav en tale, da hun i juli flyttede ind i Downing Street 10. Blandt andet i Financial Times blev den set som et opgør med den uregulerede kapitalisme, hendes parti ellers har kæmpet for, siden sidste gang en kvindelig premierminister flyttede ind samme sted.
Margaret Thatchers valgsejr i 1979 ses stadig som symbolet på det store magtskifte indenfor økonomisk politik. Måske vil Theresa Mays indtog blive set på samme måde engang i fremtiden?