Nu går landene i Sydøstasien også efter guldet

Det kan næppe kaldes optimalt for en skytte at træne uden ammunition. Som Vietnams største olympiske medaljehåb fik Hoang Xuan Vinh da også udleveret 100 kugler om dagen, mens hans mindre heldige frænder ofte måtte stille op på skydebanen og klikke løs, uden at der kom andet end luft ud af pistolen.

Begrænsede vilkår som disse er hverdag for en stor del af de idrætsfolk, som Sydøstasien har sendt til Rio for at forsvare de nationale farver. Derfor bør det heller ikke være den store overraskelse, at af ASEAN-regionens ti nationer havde kun to opnået en olympisk guldmedalje inden legene anno 2016.

I London i 2012 faldt der ikke en eneste til en økonomisk boomende region med 600 millioner mennesker.

Men som et tegn på, at tiderne omsider er ved at skifte, åbnede Hoang Xuan Vinh legene med at blive historiens første vietnamesiske guldvinder. Thailand og Indonesien drog som de eneste til Brasilien med guldmedaljer i den historiske bagage, og af de ti nationer er det kun de seks (Thailand, Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Singapore og Vietnam), der overhovedet har haft folk på medaljeskamlen. Det har de endnu ikke prøvet i Cambodia, Laos, Myanmar og Brunei.

På den front står Sydøstasien i skarp kontrast til de tidligt industrialiserede nationer ude mod øst. Japan i 1964, Sydkorea i 1988 og Kina i 2008 har kunnet afvikle Olympiske lege, efterhånden som de nåede et vist niveau på udviklingsstigen, og høster masser af medaljer på regulær basis.

I Sydøstasien har det aldrig for alvor ligget i den kulturelle folkelige kode at dyrke sport. Overlevelse, uddannelse og nations-opbygning har haft højeste prioritet. Et andet element er valget af sportsgrene og generelle fysiske konditioner, der ikke tilgodeser asiater. Typisk kan medaljehøsten da også først og fremmest findes i de helt lette vægtklasser i grene som boksning og vægtløftning.

Den generelle opmærksomhed i befolkningen har også ligget på et nulpunkt. Uden den nationalistiske dimension er det træls og relativt uinteressant at følge mennesker fra fjerne kulturer i øvelser, som ingen kender eller forstår.

Men legene i Beijing blev et paradigmeskifte. De fik ekstremt stor opmærksomhed og efterlod en ide om store nationale og kommercielle perspektiver. Fra at de olympiske bevægelser og de mindre idrætsgrene har hutlet sig frem a la de vietnamesiske skytter, er regeringerne i næsten alle lande begyndt at pumpe penge i at skabe olympiske medaljevindere.

Vietnam har for eksempel et Nationalt Sports Kompleks i Hanoi til 350 mio. kr. på tegnebrættet, og Singapore har siden 2013 opereret med en 200 mio. kroners femårsplan til udvikling af topsportsfolk. Det private erhvervsliv rider med på bølgen med investeringer og sponsorships.

Det kommercielle aspekt afspejles i de enorme summer, en af de sjældne guldmedaljer vil udløse. En sydøstasiatisk guldvinder vågner op som millionær dagen efter. Singapore topper listen. En guldmedalje udløser, hvad der svarer til 5 mio. kr. I Thailand og Indonesien ringer kasseapparatet med over 2 mio. kr., og i Malaysia og Filippinerne giver en topplacering mellem 1 og 1,5 mio. kr.

Desuden kan alle medaljevindere se frem til livsvarige pensioner.

Vietnam har ingen officiel præmiepolitik, men private sponsorer spytter godt i kassen. For sin guldmedalje er Hoang Xuan Vinh sikret 650.000 kr. og der vil falde mere af undervejs når nationen senere skal hylde sin første guldvinder.

Der er sket lidt på den front, siden en vinder ved de første lege i 1896 kunne se frem til at modtage en sølvmedalje, en laurbærkrans og et diplom.

Kolonitiden betød, at de fleste lande i Sydøstasien kom sent ind de olympiske cirkler som selvstændige nationer. Legene i Rio ligner allerede de bedste nogensinde for regionen. I Tokyo om fire år bliver resultat af investeringer og fokus endnu mere markant. De fem nye olympiske sportsgrene – karate, klatring, surfing, skateboarding og baseball/softball – vil også være med til at skabe et mere ligeligt udgangspunkt end i konkurrencerne udviklet gennem de angelsaksiske idealer og idrætstraditioner.

Det er kommercielle og ungdomskulturelle aktiviteter, hvor de unge asiater er lige så meget med som unge i resten af den globaliserede virkelighed. I 2020 vil Sydøstasien mere end nogensinde være klar til at gå efter guldet.