Vi har brug for en revolution af skattelettelser

Helt i tråd med hvad Liberal Alliance har på partiets program, fik man forhandlet en sænkning af registreringsafgiften på biler ned fra 180 pct. til 150 pct. Det er selvfølgelig glædeligt, at et liberalt parti kan få sænket afgifterne til glæde for borgerne. Det har nu vist sig, at sænkningen havde en gavnlig effekt på skatteprovenuet med 300 mio. kroner.

Det rejser naturligvis et spørgsmål hos mig: er der tale om en reel afgiftsnedsættelse, når ændringen bidrager med flere penge i statskassen? Og spørgsmålet er også, om vi får mere ud af, at vores penge bruges der, eller om de gør mere gavn i borgerne egne lommer?

Når man siger, at en skattelettelse skal være finansieret krone for krone, så er en grundlæggende præmis, at hvis staten mister indtægt ét sted i systemet, skal tabet dækkes et andet sted. Man accepterer med andre ord, at den offentlige sektor har akkurat den størrelse, som den skal have. Samtidig accepterer man den præmis, at det offentlige system er en velsmurt maskine, hvor intet spild finder sted, og hvor der ikke kan spares eller effektiviseres. Det er imidlertid forkert. Derfor bør økonomer angribe de to præmisser og den mentalitet, at skattelettelser partout skal være finansierede.

Vi har en offentlig sektor, som langt fra er den velsmurte maskine, vi burde have - særligt når man ser på, hvor mange penge danske skatteborgere hver eneste dag lægger i statskassen. Man skal ikke lede længe for at finde ineffektivitet og bureaukrati. Samtidig udviser temmelig mange politikere en eklatant manglende respekt og ydmyghed overfor borgernes penge. LA’s kommunalpolitiker i Aarhus Lars Boje Mathiesen har på sin Facebook-profil gjort det til en dyd at udstille, hvordan Århus kommune forvalter borgernes penge på den mest respektløse måde. Det er som om, når borgernes penge først er havnet i statskassen, så 'glemmer' man belejligt, hvor pengene kommer fra, og hvem man står til ansvar overfor.

Rene skattelettelser er blevet et fyord i Danmark. Automatreaktionen, når flertallet hører ordet »skattelettelse« er, at der vil mangle penge til velfærd og »skattelettelserne vil ramme skævt og gå ud over de svageste i samfundet«. Det bygger igen på den præmis, at hvad der gives til en del af befolkningen, tages fra en anden. Ingen stiller spørgsmålstegn ved, om den offentlige sektor kunne blive mindre, om man kunne luge ud i bureaukratiets højbed og sikre en langt mere effektiv drift.

Ser man på den politiske rejse som Dansk Folkeparti har taget, så står jeg paralyseret tilbage: Hvordan kan et parti, der udspringer af Mogens Glistrups visioner om nulskat og nedlæggelse af den offentlige sektor, nu argumentere for den højeste offentlige vækst og konsekvent afvise topskattelettelser? Og det sker endog til trods for, at økonomer gang på gang udtaler, at en fjernelse af topskatten vil være næsten selvfinansieret. I min optik har Dansk Folkeparti rejst på en bølge af populisme og har leflet for laveste fællesnævner i samfundet. Partiet har ført en rendyrket misundelsespolitik.

Skattelettelser, økonomisk frihed og styrkelse af individets ansvarsfølelse hænger nøje sammen. Derfor er vi som nation nødt til at gøre op med skattepolitikkens jantelov. Vi er nødt til at se på skattelettelser som et middel til mere velstand og som et middel til at sætte individet fri – fri af tilværelsen som træl for staten, førend man kan forsørge sin egen familie. Derfor er skattelettelser et spørgsmål om etik og moral.