Biograferne holder hånden under filmbranchen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I en artikel den 8. oktober kunne JP Finans fortælle sine læsere, at Netflix-bossen Reed Hastings mener, filmbranchen bliver kvalt af biograferne. Hastings mener også, at der ingen innovation har været i biograferne de sidste mange år og at filmstudierne, der producerer filmene, gerne vil bryde biografernes monopol, men de ved ikke hvordan. Hastings synes også det er for dårligt, at biograferne ikke vil vise filmene samtidig med at de er tilgængelige på Netflix.

Der er naturligvis en årsag til, at Hastings farer så hårdt frem. Netflix vil nemlig gerne tjene flere penge, mange flere penge. Men efter Netflix har banket hovedet mod en mur ved den kinesiske grænse og ikke kan komme ind på dette lukrative marked, kan de stigningstakter, som har gjort selskabet til en darling på børsen, ikke længere opretholdes. Markedet er simpelthen ved at blive mættet og børsen har straffet Netflix hårdt, hver gang selskabet ikke har nået sine mål i abonnementsstigninger.

Derfor er Reed Hastings blevet godt gnaven og lader hele Netflix’ elendighed gå ud over biograferne.

Sandheden er dog en ganske anden. Biograferne repræsenterer en større og større andel af filmproducenternes indtægter, mens home entertainment-sektoren, hvorunder Netflix hører, repræsenterer en mindre og mindre andel. En dansk filmproducent bliver tilbudt en betaling på mellem 10.000 og 50.000 kroner for at give Netflix rettigheden til en to-årig periode på en film.

Det siger næsten sig selv, at den betaling ikke kan betale de hundedyre danske spillefilm, som i gennemsnit koster 21 mio. kr. Biograferne genererer til gengæld millioner af kroner til filmens producenter. Biograferne holder dermed hånden under hele filmbranchen - ikke den vrede Hastings og hans Netflix.

Det er således ikke biograferne, der kvæler filmbranchen, men derimod Netflix. Men som mange andre mener Hastings, at det bedste forsvar er et angreb.

Bag beslutningen om at biograferne ikke vil vise Netflix’ film, samtidig med at de er tilgængelige på tjenesten, ligger en forretningsmæssig vurdering. Sandt at sige er Netflix’ spillefilm ikke særlig gode og har kun et meget lille biografpotentiale. Og når biograferne bliver tilbudt langt bedre film, end dem Netflix tilbyder, ryger de selvfølgelig bagerst i køen. Det er i virkeligheden, hvad Hastings harcelerer over.

Det er noget sludder, når Hastings påstår, at der ingen innovation har været i biograferne de sidste mange år. Nye biografer skyder op som paddehatte i et stadig mere hidsigt tempo og de tilbyder en enestående oplevelse på kæmpestore lærreder og stadium-seating, hvor publikum bliver indhyllet i lyd fra alle sider.

Ligeledes har biograferne gjort det meget nemmere for gæsterne at komme i biografen. Køen kan nu springes over og billetterne kan udskrives hjemme i stuen.

Det er ligeledes noget sludder, når Hastings påstår, at filmens producenter skulle være utilfredse med biograferne. Et enkelt kig på fordelingen af en filmproducents indtægter fra de forskellige platforme, afslører omgående sandheden bag filmbranchens økonomi. Biograferne repræsenterer 60 pct. af filmens indtægter – og er i stigning, mens home entertainment-sektoren repræsenterer 40 pct. - og er i fald. For få år siden repræsentererede biograferne blot 30 pct. af filmbranchens indtægter.

Biograferne er et fantastisk markedsføringsværktøj for filmene på de efterfølgende digitale platforme. Biografvisning er et kvalitetsstempel for en film. Det er derfor forudsætningen for, at filmbranchen fortsat kan trives, at filmene først præsenteres i biograferne og derefter i home entertainment-sektoren. Det handler ikke kun om af forøge Netflix’ indtægter. Det handler alene om at forøge filmbranchens samlede indtægter, hvis der fortsat skal kunne produceres kvalitetsunderholdning til forbrugerne.

Hele verden roterer altså ikke om Netflix. Specielt ikke når man tager tjenestens lille bidrag til filmbranchen i betragtning. Det faktum forekommer det temmelig vanskeligt for Reed Hastings at forstå.