Fortsæt til indhold

Farvel til den faste ansættelse

Computere og vikarer kommer snart til at overtage mange faste jobs, mener Morten Højberg.

Debat
Morten Højberg

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Morten T. Højberg, adm. direktør i Moment.

Jeg hører det stort set enstemmigt fra store virksomheder: Om fem til ti år vil vi være færre fastansatte. I iværksættermiljøet er tendensen den samme. En stor stab er ikke længere udtryk for stor styrke.

Jeg har tidligere på denne plads beskrevet, hvordan flere talentfulde danskere søger væk fra faste stillinger for at blive freelancere og interime ledere. En studietur til det amerikanske iværksættermiljø har bekræftet mig i, at tendensen er den samme derovre.

Mens udbuddet af fleksibel arbejdskraft således også i USA er stort, er efterspørgslen endnu større. Et freelance-bureau, jeg talte med, var vækstet med otte procent om ugen gennem hele 2016. Deres kerneforretning var lynhurtigt at kunne stille med stærke hold af profiler, som kunne træde ind og ud af midlertidige ansættelser.

En af forklaringerne på udviklingen er markedets stigende krav til organisationerne om konstant at være innovative. Det betyder, at hvis du ser en forretningsmulighed, skal du med det samme kunne få de skarpeste kompetencer på.

Behovet for hurtig adgang til specialiseret arbejdskraft fører til voldsom vækst blandt vikar- og freelancebureauer og formidlere af interim-ydelser. Vikarbureauernes Brancheforening vurderer, at markedspenetrationen i Danmark vil stige fra 1 til 1,6 procent af arbejdsstyrken og dermed lande på samme niveau som resten af Europa, muligvis allerede i 2020. Branchens strategiske betydning vil med andre ord stige kraftigt i løbet af få år.

Det store spørgsmål er, hvad der sker med alle de fastansatte. Et af svarene er, at mange opgaver vil blive overtaget af machine learning. Eller på dansk: Computere, der lærer sig selv op til at kunne udføre avancerede opgaver. Lyder det fremtidsagtigt? Så prøv at sende en klage til Amazon. Den personaliserede og meget specifikke hjælp, du modtager, udføres alene af en computer med kunstig intelligens.

Processen har ekstremt meget fart på i USA. Alt, hvad der kan automatiseres skal automatiseres. En computer kan dog stadig ikke se nye muligheder. Så dem skal virksomhederne finde, og det er bl.a. her, det handler om hurtigt at få sat et hold, der kan.

USA er mulighedernes land, og muligheder var også det eneste, jeg hørte om på min tur. Den optimisme vil jeg gerne bevare, og for min egen branche ser det også lyst ud, når vi kigger fremad.

Personligt kan jeg dog også være bekymret for udviklingen. I Danmark har vi ganske vist stadig noget nær fuld beskæftigelse, selvom tusindvis af job for længst er overtaget af maskiner. Den øgede fleksibilitet på arbejdsmarkedet og de gunstige teknologiske fremskridt skal vi naturligvis også glæde os over. Men vi skal ikke bilde os ind, at indtoget fra kunstig intelligens bliver problemfrit.

Mit håb er, at vi formår at udnytte teknologien til at skabe et nyt og stadigt bedre arbejdsmarked, som gør os rigere og friere - frem for det dystre alternativ, som er at overflødiggøre flertallet.