Fortsæt til indhold

De sociale medier sender Janteloven på pension

De sociale medier har legaliseret fortællingen om egen succes. Vi promoverer os selv som aldrig før, og det er blevet acceptabelt i en kultur, der gennem årtier har været gennemsyret af Janteloven

Debat
Thomas Honoré

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Thomas Honoré, koncernchef i it-selskabet Columbus.

For et par uger siden sad jeg en fredag eftermiddag og scrollede igennem mine sociale mediekanaler. Efter at have trawlet finansnyheder på Twitter, gik turen over erhvervsstof på LinkedIn, til venners opdatering på Facebook, for at slutte af med et hurtigt kig på mine interesser på Instagram. Jeg tager som regel også en tur på min virksomheds interne kanal, Yammer, for at se, hvad der foregår ude i hjørnerne af virksomheden på den mere uformelle side.

Hele den sociale session tager vel omkring 5 minutter, og bagefter føler jeg mig opdateret på, hvad der sker i verden, virksomheden, mit erhverv, mit netværk, mine venner og familie. Jeg tager nok i gennemsnit en social browser 3-4 gange om dagen.

Denne fredag blev jeg opmærksom på et opslag fra en i mit netværk, som stolt havde taget en selfie på vej ind i et privatfly. Personen er en dygtig og succesrig forretningsmand, som skulle på forretningsrejse og var stolt over at kunne tage et privatfly. Der var var mange positive kommentarer og likes på opslaget og Janteloven viste ikke sit ansigt - i hvert tilfælde ikke på de sociale medier.

Jeg synes, det er fantastisk, når succesfulde mennesker er stolte over deres præstationer og ikke underspiller deres succes for at mildne misundelsen i den danske folkesjæl. Jeg tror på, at fejring og fremvisning af succeser smitter positivt af på andre mennesker, ligegyldig om det foregår i erhvervslivet eller privat. Succes avler succes!

Jeg anerkender, at Facebook og øvrige sociale medier meget er »se mig – hør mig«, og sociale medier bliver i stigende grad brugt til selviscenesættelse og selvpromovering. Jeg er også med på, at vi altid poster de positive sider ved os selv og vores præstationer, som når familiefaren poster et billede af en nybagt banankage onsdag aften kl. 22:00 med #overskudsfar, eller når erhvervskvinden poster et link til dagens TV2 News udsendelse, hvor hun blev interviewet om hendes startup og smider #entrepreneur på linket. Jeg synes, det er forfriskende, at folk viser deres glæde og stolthed så direkte.

Jeg synes, det er fantastisk, når succesfulde mennesker er stolte over deres præstationer og ikke underspiller deres succes for at mildne misundelsen i den danske folkesjæl.
Thomas Honoré, koncernchef i it-selskabet Columbus.

Bare tænk på dig selv. Jeg er sikker på, at noget af det første, du gjorde, sidst du fik nyt job, var at opdatere din LinkedIn profil med en post om, hvor meget du glæder dig til den nye udfordring. Du benyttede altså lejligheden til at lave lidt markedsføring for dig selv og din nye virksomhed. Det gavner jo både dig og virksomheden, hvilket jeg synes er overordentligt positivt.

Grænsen for, hvad vi poster om os selv, er helt klart flyttet, og jeg tror, at udviklingen fortsætter. Vi vil over de næste år opleve et socialt skred, hvor posts bliver mere og mere personlige og selviscenesættende. Og dem, der lytter eller ser med på de sociale kanaler, vil acceptere udviklingen, fordi personificeringen gør nyhederne mere spændende. Det gode ved sociale kanaler er, at lytterne bare kan slukke for kanalen, hvis budskaberne larmer for meget i forhold til egne værdier eller holdninger. Selvfølgelig gider man ikke se på banankageposts hver uge, men man vil gerne modtage updates, der bringer nyheder eller indsigt – om stort som småt.

Janteloven er heldigvis på vej på pension og vores brug af de sociale medier vil skubbe den helt ned i graven. Det er positivt for der er ikke plads til janteloven i en verden, hvor man er stolt over sine handlinger og præstationer, og hvor man gerne vil fortælle hele verden om dem.

Artiklens emner
Thomas Honoré