Søren Gade: Visionsløse Mette Frederiksen skaber nul vækst og smider regningen i børneværelset
Danmark er fattigere, end vi var for 9 år siden. Hvis den pauvre vækst fortsætter, så bliver den næste generation af danskere for første gang i 200 år fattigere end deres forældre. Og Socialdemokratiets svar? Ingenting, skriver Søren Gade (V) og Kristian Andersen, tidl. V-kandidat.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
»Jeg har færre penge til rådighed end regeringen«. Sådan sagde S-formanden Mette Frederiksen meget ærligt, da hun kommenterede regeringens 2025-plan – Helhedsplan for et stærkere Danmark.
Mette Frederiksen må ligesom Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt sande, da de dannede regering, at hvis man ikke vil være med til at finde pengene, så kan man heller ikke dele gaver ud. For det er ingen kunst at bruge penge. Kunsten er at tjene dem.
Efter længere tids nølen præsenterede Socialdemokratiet endelig et oplæg til forhandlingerne om 2025. Men det klinger hult, når man hellere vil kaste om sig med en masse penge i stedet for at gøre samfundskagen større. Og samtidig glemmer at afsætte penge til at gennemføre sin egen politik. Det efterlader danskerne med en stor ekstraregning, som Mette Frederiksen meget belejligt har valgt at hemmeligholde.
Det er for os ubegribeligt, at man ikke har et ønske om at gøre Danmark stærkere, når fremtidens udfordringer ulmer lige rundt om hjørnet. Den danske økonomi er i slæbegear. Vi mangler forsat vækst og arbejdspladser. Og hvis vi bare stiller os passive på sidelinjen og ser til, så risikerer vi, for første gang i 200 år, at den næste generation får en dårligere levestandard end den foregående.
Hvis vi skal fremtidssikre vores kære land, så er vi nødt til at handle med rettidig omhu. Og det er for os at se ikke udtryk for en økonomisk ansvarlig politik kun at rende rundt med en udgiftspolitik, som ikke levner mange chancer for at fremtidssikre den danske vækst og velfærd.
Med Socialdemokratiets plan vil Danmark blive et andet land end det, vi kender. Det vil gøre Danmark til et velfærdssamfund i nedslidning.Søren Gade (V) og Kristian Andersen, tidl. folketingskandidat for Venstre
Med Socialdemokratiets plan vil Danmark blive et andet land end det, vi kender. Det vil gøre Danmark til et velfærdssamfund i nedslidning. Vi ønsker ikke et Nedslidnings-Danmark. Vi ønsker et Vækst-Danmark. Vi er opsatte på at sikre, at Danmark bliver rigere, friere og tryggere. Både for os, der lever her i dag – men også for vores børn og børnebørn.
Og kun hvis vi arbejder målrettet på at fremtidssikre den danske vækst og velfærd, kan Danmark fortsætte med at være et af verdens rigeste lande. Det er ikke kun danskerne og de danske virksomheder, der skal trække i arbejdstøjet. Det skal politikerne på Christiansborg også.
Men jo færre der bidrager til arbejdsfællesskabet, jo færre penge vil der være til investeringer i Danmark, både nu og i fremtiden. Det vil få det stærke velfærdsfundament til at krakelere, som vores land står på. Det vil betyde færre penge til kræftbehandling, til skolerne og til ældrepleje. Der vil være færre penge til politi og forsvar, som er nødvendigt, når Danmark og Europa presses af en migrantkrise og et aggressivt Rusland.
Det er derfor glædeligt, at vi har en regering, som går forrest og sætter handling bag ordene. Regeringen har med sin helhedsplan præsenteret en lang række solide og ambitiøse initiativer, som vil sikre, at vi kan overdrage et stærkere og mere trygt Danmark til vores børn og børnebørn. Bl.a. foreslår vi, at give vores virksomheder og iværksættere bedre rammevilkår, så de kan skabe vækst og arbejdspladser. Og vi skal investere 27 mia. kr. i infrastrukturen og få styrket Danmarks sammenhængskraft på tværs af Bælterne.
Vi skal turde ændre for at kunne udvikle, hvis vi skal have råd til investeringer i vores fælles velfærd de kommende år.
Hvis vi bare stiller os passive på sidelinjen og ser til, så risikerer vi, for første gang i 200 år, at den næste generation får en dårligere levestandard end den foregående.Søren Gade (V) og Kristian Andersen, tidl. folketingskandidat for Venstre
For vi vil have råd til at investere i kræftbehandling, medicin og sundhed på samme niveau som vores nabolande. Vi vil have råd til en ældrepleje, hvor vi møder mennesker med værdighed – og sikrer, at vi har et dygtigt og professionelt sundhedsvæsen, hvor patienter ikke bare bliver en kastebold mellem hospitaler, ældreplejen og eget hjem. Vi vil have en folkeskole, hvor vores børn lærer og udvikler sig, så de kan begår sig videre i uddannelsessystemet.
Venstre er klar til at tage fat. Vores helhedsplan er omfattende og den største vækstplan i nyere Danmarkshistorie. For vi vil investere i fremtiden – og vi give danskerne tryghed og sikkerhed for, at vores kære land også om 10, 20 og 30 år stadig er et af verdens bedste samfund. Det skylder vi os selv og de kommende generationer.
Det er det, målrettede arbejde, vi nu indbyder hele Danmark til at deltage i. Og Socialdemokratiet skal være mere end velkommen. Jo flere partier, som vil tage ansvar, jo bedre. Blot de husker, at man ikke kun være med til at bruge penge. Man skal også være med til at finde dem.
Af Søren Gade, fmd. for Venstres Folketingsgruppe, og Kristian Andersen, tidl. folketingskandidat for Venstre i Nordjylland.


