Chokket over Trumps sejr afslører vores manglende tvivl og empati
Der er fremført mange forklaringer på, hvordan så mange mennesker kunne tage fejl med hensyn til det amerikanske præsidentvalg: Bias i målingerne, ekkoeffekten, skjult mobilisering. Men den bedste forklaring ligger måske i dit hjerte, skriver direktør Nina Vinther Andersen.
Er du med på et tankeeksperiment? Glem alt om Darwin og forestil dig, at Gud rent faktisk skabte jorden for cirka 20.000 år siden. Glemt alt om at alle er født lige og forestil dig, at hvide mennesker er født klogere end alle andre racer. Glemt alt om menneskeskabte klimaforandringer og forestil dig, at det er solen og andre kosmiske forandringer, der skaber klimaforandringerne.
Det er svært, ikke?
Men sådan tænker rigtig mange amerikanere rent faktisk i Montana, Minnesota, Missouri og andre delstater langt væk fra eliten i Washington og New York. Jeg ved det. Jeg har selv boet i USA. I en dybt kristen og hjertevarm familie.
Det er virkelig en udfordring at sætte sig i andre folks sted – eller mere præcist: alle dem, der ikke deler ens egen virkelighedsopfattelse – og helt oprigtigt at forsøge at forstå, hvorfra deres angst, håb og drømme kommer.
For hvis du reelt vil forstå andre mennesker, så er du nødt til at være åben overfor, at du måske selv tager fejl. Det kræver mod, åbenhed og lydhørhed. Og tid. For det tager tid at synke ned i en kultur, en familie, et lokalområde og se, høre og mærke det, der foregår. Langt mere tid og langt flere penge end det kræver at sidde bag en skærm og udtale sig skråsikkert med stor ekspertselvsikkerhed og selvtillid.
Men tid og penge er måske den mindste udfordring (i hvert fald når man ser på det massive mediebombardement, der har været omkring det amerikanske præsidentvalg).
For den største udfordringer ligger i dig. I dit sind og i dit hjerte. Når det kommer så meget bag på stort set hele den danske mediebranche samt politiske og økonomiske elite, at Donald Trump kunne vinde det amerikanske præsidentvalg; at Dansk Folkeparti kunne blive så store og at englænderne rent faktisk mente, hvad de sagde om EU, så viser det – blandt mange andre forklaringer også – en fundamental mangel på lydhørhed og respekt overfor andre menneskers drømme, håb og fortvivlelse. Vel at mærke mennesker, der bygger deres liv på helt andre værdier og liv, end dem de fleste af os europæiske og amerikanske storbyboere har.
Reelt at forstå andre mennesker kræver et åbent hjerte og et åbent sind. Det fordrer, at du flytter ud af København, London og New York og bosætter dig blandt dem, der har fundamentalt anderledes værdier end dig. Lytter til dem. Mærker dem. Føler med dem. Dag efter dag. Nat efter nat.
Reelt at forstå andre mennesker kræver et åbent hjerte og et åbent sind. Det fordrer, at du flytter ud af København, London og New York og bosætter dig blandt dem, der har fundamentalt anderledes værdier end dig. Lytter til dem. Mærker dem. Føler med dem. Dag efter dag. Nat efter nat.
Anerkender, at sådan kan et menneske, et land og en verden også se ud. Og åbner dit hjerte og sind for, at du måske selv tager fejl. Først dér kan du – hvis det er dit ærinde – gå ind i en ligeværdig diskussion og forsøge at ændre deres holdning.
For tænk hvis du troede på, at Gud skabte jorden? Tænk hvis der faktisk er forskel på racerne? Tænk hvis klimaforandringerne sker som følge af kosmiske forandringer? Hvordan ville dit liv så være? Hvor ville du bo? Hvem ville du stemme på?
Og ville det så virkelig være en overraskelse for dig, at Donald Trump er USA’s næste præsident?
Af Nina Vinther Andersen, direktør og kommunikationsrådgiver.