Trumponomics er i værste fald opskriften på stagflation - og drømmen om en guldalder er ren illusion

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Aktier og renter er steget, siden Trump blev valgt. Men hvor stigningen i aktiemarkederne synes drevet af håb, er der mere ræson i rentestigningerne. At begge dele slog igennem straks efter valget var en stor overraskelse.

Markedsstrateger havde over en bred kam spået markedsuro med store rente- og aktiekursfald, hvis Trump blev præsident. Mig selv inklusive. Sådan gik det også. Dog ikke i uge- eller månedsvis, men kun få timer. Aktiemarkederne i Asien og USA var kl. 5 om morgenen efter valgdagen faldet med 5 pct. Få timer senere skrumpede minusserne, og samme eftermiddag lukkede markederne i plus.

Renterne reagerede tilsvarende – antræk til fald, som forsvandt i løbet af dagen. I dagene efter forblev stemningen positiv i aktiemarkedet, mens renterne sprang i vejret. Den eneste forklaring på markedets kovending var en mere ydmyg og forsonlig fremtoning ved Trumps sejrstale, end kampagnen har vist. Måske er præsident Trump en helt anden end præsidentkandidat Trump? Men hvad er baggrunden for, at markederne ligefrem kan komme frem til en positiv effekt af Trump?

Trumps politik er svær at vurdere. Et begrænset politisk program og ingen sammenhængende plan, men punchlines fra valgmøder, tv-debatter og andre events. På den ene side står Trumps løfter over for kernevælgerne: Industriarbejderne, der har mistet deres arbejde til globaliseringen og bagefter blev udkonkurreret på løn og arbejdstid af udokumenterede immigranter i lavindkomstjob. Dem lover Trump en ny gylden industrialder bl.a. ved at stække konkurrencen gennem protektionisme (toldmure) og hjemsendelse af immigranter. Begge dele svækker væksten i USA (og globalt), men trækker i retning af højere inflation. Protektionismen giver dyrere varer, og hjemsendelse af immigranter begrænser arbejdsudbuddet. Det er i værste fald opskriften på et stagflationsscenarie, og guldalderen – den er en ren illusion.

På den anden side har Trump lovet penge ud til hvad som helst – bedre veje, lufthavne, broer, skoler, hospitaler, militær, grænsekontrol mv. – mens skatten skal sænkes for alle. Kombinationen giver et dundrende underskud, et finanspolitisk boost og et kraftigt løft til væksten og dermed også inflationen. Hvorvidt de republikanske kongresmedlemmer, der i årevis har bekæmpet offentlige udgifter og tordnet mod statsgæld, vil støtte planerne, er et åbent spørgsmål. Det vil ikke være første gang, en politiker, der kun kommer med løfter uden prioritering, må se realiteterne i øjnene.

Markedet har valgt at fokusere på den ene del af Trumps agenda. Vi føler os endnu ikke overbevist om, at den vækstvenlige del – og kun den – bliver virkelighed. En enkelt protektionistisk melding og optimismen kan dale. Usikkerheden er høj, hvad angår væksthistorien, men tilbage står, at næsten hele Trumps agenda er inflationspositiv. Derfor er rentestigningen i markedet langt mere forståelig, selvom vi ikke havde ventet den så hurtigt. Meget peger på, at både de korte og de lange renter i USA på sigt vil stige mere under Trump, end hvis Clinton var blevet valgt. Og de højere renter i USA trækker også op i de lange renter hos os.