Investorerne gav Italien den ultimative ydmygelse: Ligegyldighed
Italienerne gav søndag Matteo Renzi en syngende vælgerlussing, og premierministeren trak sig efterfølgende. Det efterlader eurozonens tredjestørste økonomi uden en politisk leder. Investorerne reagerede med et skuldertræk.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Premierminister Renzi tabte sin tillidsafstemning og endnu en italiensk premierminister skal bestige tronen for 64. gang siden 2. verdenskrig. Investorernes reaktion var »nå«. Det er måske mindre mærkeligt, end man skulle tro. Italien er nemlig storforbrugere af regeringsledere.
Matteo Renzi havde stillet sig selv et ultimatum, som David Cameron gjorde i Storbritannien med hensyn til brexit. I begge tilfælde blev der udtrykt mistillid i en afstemning, som man groft sagt ikke havde behøvet at foretage. Måske lige med den tilføjelse, at den konservative politiker David Cameron tidligere fik forlænget sit regeringsmandat, da han stillede briterne en folkeafstemning i udsigt.
Renzi tabte som bekendt. Ganske klart endda. Vælgerne siger nej til flere elitære projekter, som enten ikke rammer menigmand eller ikke viser, at politikerne forstår vælgernes overvejelser.
Det er tredje gang i 2016, at vælgerne, investorerne og de finansielle markeder skal forholde sig til en tillidsafstemning og tredje gang, at det politiske etablissement blev slået. Første gang var det brexit. Anden gang var det Trump. I begge tilfælde fik investorerne kuldegysninger indledningsvist, men tredje gang var i den henseende lykkens gang.
Italien er storforbrugere og -producent af velsmagende pasta og parmaskinke. Det samme gælder for premierministre. Den gennemsnitlige regeringstid siden 2. verdenskrig har været 1,1 år (63 på 71 år). Politisk kaos er altså dagens uorden i Italien. På trods af, at Italien er eurozonens tredjestørste økonomi og har verdens tredjestørste obligationsmarked (ikke noget at prale af, men på grund af gældsætning), havde investorerne kun et skuldertræk til overs for udfaldet af tillidsafstemningen. Panikken udeblev.
Nuvel, der var lidt uro og kursfald i starten til italienske banker, men ikke noget som for alvor vil blive husket meget længe. Det kan i sig selv være problematisk. Ikke fordi det er ønskværdigt at holde fast i udfordrende begivenheder, men fordi det viser, at alt for mange har vænnet sig til, at tider med lavvækst og svag lyst til reformer er det normale.
På andendagen efter afstemningen steg europæiske aktier, ligesom de gjorde i mandag. Investorerne er kort sagt trætte af politik. Måske fordi vi i år allerede har haft brexit og det amerikanske valg. Eller måske mere fordi, at der trods meget store udfordringer med vækst, beskæftigelse og gældsætning er en opgivende holdning under overfladen.
Det kan næppe kaldes en hverdagsforeteelse, at italieneren skifter premierminister. Men det er immervæk en tilbagevendende begivenhed. Netop derfor er investorerne nok mest af alt bare ligeglade. Og det er vel den ultimative ydmygelse, man kan få: Ligegyldighed.
