Et mere ydmygt Davos?
Topchefer og toppolitikere verden over begynder at forstå, at uden mere ydmyghed og politisk stabilitet, så smuldrer den liberale markedsøkonomi, vi alle værdsætter.
I den schweiziske alpeby Davos, hvor verdens politiske og økonomiske ledere mødes i disse dage, kommer man ikke langt med de blankpolerede sko fra bestyrelseslokalet. Her må man sætte snepigge under skoene eller hoppe i de store vinterstøvler for at kunne holde balancen på de sneglatte veje.
På samme måde er verdens ledere blevet klar over, at der er glat under fødderne på dem. Valget i USA og brexit i Europa ligger som en klar undertone under hele mødet. Alle interviews og diskussioner indledes med spørgsmål om netop de to ting. Det virker som om, der er en større ydmyghed end tidligere. Som om det er gået op for virksomheder, investorer og rådgivere, at der er behov for politisk stabilitet for at deres virksomheder kan trives. Derfor er det i år også lettere at komme frem med budskaber om, at erhvervslivet har et stor ansvar for befolkningernes ve og vel både socialt og miljømæssigt.
Mit hovedformål ved at være her er at få flere interesseret i cirkulær økonomi, hvor vækst og miljø går hånd i hånd. Vi er en gruppe, der har arbejdet på dette i snart fem år. Og det har været en spændende rejse.
Fra de første år at mødes med få engagerede folk, der allerede var overbeviste om behovet for at tænke mere langssigtet, til nu hvor cirkulær økonomi er et hovedfokus for World Economic Forum. Denne udvikling får også en hjælpende hånd af kritikken af globaliseringen, da en cirkulær økonomi svarer på flere af de kritikpunkter, man med rette kan rette mod globaliseringen.
Cirkulær økonomi muliggør vækst i en mere lokal eller regional sammenhæng. Hvis fx vi i Europa kan skabe vækst og nye produkter ud af de materialer, vi allerede har taget i brug, er vi slet ikke så afhængige af at kunne købe ressourcer som kobber, metal og sjældne jordarter fra andre steder i verden. I en cirkulær økonomi hvor flere ting genbruges, repareres og opgraderes, er der også brug for flere hænder. Der bliver brugt færre penge på at købe nye materialer, til gengæld, skal der bruges flere mennesker til at genanvende, reparere og genfremstille. Det giver mening i en verden, hvor vi har for få ressourcer og materialer og for mange uden arbejde.
Forhåbentlig vil oplevelsen af at have glat is under fødderne få verdens ledere til at skifte retning mod en langt mere inklusiv og grøn økonomi. Jeg tillader mig at håbe - og de mange samtaler, jeg har haft her de seneste par dage, giver grund til optimisme, da de er præget af større ydmyghed og mere reel interesse i at forbedre tingene for andre end sig selv. Men intet er afgjort, og hvis ikke der bliver skiftet retning, vil vi se de økonomiske og politiske eliter falde på halen igen og igen.
