Fortsæt til indhold

Donald Trumps dystre kommunikationsstrategi

Trumps vilje til åbenlyst at lyve om noget så ligegyldigt som tilskuertal til hans tiltrædelsesceremoni øger blot sandsynlighed for, at han er klar til at lyve om langt vigtigere spørgsmål.

Debat
Jacob Funk Kirkegaard

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Jacob Funk Kirkegaard, seniorforsker ved Peterson Institute of International Economics i Washington DC.

Donald Trumps indsættelsestale og første dage i embedet har fjernet enhver tvivl om, hvordan han vil regere USA. Donald Trump er ikke blevet mere præsidentiel, og vil næppe ændre sig fra den succesrige populistiske kandidat han var, blot fordi han nu rent faktisk er blevet præsident.

Der er ikke forsøgt nogen form for håndsudrækning til politiske modstandere, og Trump fortsætter med flittigt at bruge sin personlige twitterkonto, og er ikke bleg for at angribe individuelle personer og virksomheder.

De fleste nyvalgte præsidenter har haft deres egne omstillingsproblemer i forbindelse med at flytte ind i det Hvide Hus og pludselig få intens 24/7-mandsopdækning af medierne, som blot venter på at rapportere selv de mindste fejltrin. Men alligevel synes Trumps bevidste og komplette krigserklæring til den amerikanske presse blot få dage inde i sin embedsperiode at være noget ganske særligt.

Det er bestemt ikke hverdagskost, at præsidentens talsmand blot en dag efter Trumps indsættelsestale stiller sig op og påstår, – i direkte og nem verifiserbar strid med sandheden – at Trumps indsættelse tiltrak det største antal tilskuere i historien. Pressens påstande om det modsatte var skamløse og forkerte forsøg på at dæmpe den folkelige entusiasme for indsættelsen. Og dagen efter hørte vi Trumps kommunikationsrådgiver Kellyanne Conway affærdige beskyldninger om løgnagtige udtalelser med en reference til, at Trumps talsmand blot have bibragte »alternative fakta«.

Begge tilfælde gør det klart, at Trump, som givetvis direkte beordrede sin talsmand til at lyve for den amerikanske presse, har tænkt sig at fortsætte i det Hvide Hus med den meget lemfældige omgang med sandheden, som han benyttede under valgkampen.

På den ene side kan så sige, at en kontrovers om noget så banalt som antallet af tilskuere til en indsættelsestale er en relativ ligegyldig begynderfejl. Men på den anden side må det være klart, at Trumps vilje til åbenlyst at lyve om netop noget så ligegyldigt, må gøre det langt mere sandsynligt, at han også vil lyve om langt vigtigere spørgsmål som drejer sig om liv og død.

Som kommunikationsstrategi vil Trumps »alternative fakta« givet hurtigt underminere USA’s troværdighed rundt om i verden og derved sætte årtiers indsats for pressefrihed med mere over styr. Men snævert set giver det desværre god politisk mening for Trump at fortsætte sin bombastiske stil, idet han kan regne med, at hans kernevælgere får hans version gentaget igen og igen via diverse konservative og sociale medier, og at disse vælgere derfor slutter stadigt mere indædt op om ham.

Og man kan frygte, at Trump reelt er ude på at underminere amerikanernes tiltro til nogen objektiv sandhed rapporteret i medierne – inden hans egne skandaler kommer frem eller det bliver klart, at han ikke kan opfylde sine mange valgløfter.

Artiklens emner
Jacob Funk Kirkegaard