Debat

Otto Brøns-Petersen: Mediestøttens pengeregn skævvrider markedet

I 2015 gik 3,7 mia. kr. af den samlede mediestøtte på 5,2 mia. kr. til DR, mens dagbladenes direkte og indirekte støtte (via nulmoms) beløb sig til 0,7 mia.kr.

Mediemarkedet i Danmark ændrer sig drastisk i øjeblikket. Ikke mindst dagbladene er udfordret. Det hænger i høj grad sammen med den teknologiske udvikling, som har vendt og op ned på avisernes forretningsmodel overalt i den vestlige verden. Men den danske mediestøtte er med til at forstærke udviklingen og skævvride markedet.

Mens dagbladenes oplagstal og støtte er faldende, vokser støtten til Danmarks Radio, der i forvejen tegner sig for langt størsteparten af støtten. I 2015 gik 3,7 mia.kr. af den samlede støtte på 5,2 mia.kr. til DR, mens dagbladenes direkte og indirekte støtte (via nulmoms) beløb sig til 0,7 mia.kr. Set over en fyrreårig periode er dagbladenes oplagstal faldet med 40 pct., mens der bliver set seks gange så meget DR-TV. Samtidig er den statslige mastodont det internetsite i landet med fleste brugere – i øvrigt efterfulgt det ligeledes statsejede TV2.

Denne udvikling med en stadig mere dominerende statslig mediegigant og en tyndere underskov af traditionelle private medier burde ikke komme bag på os. Der blev advaret om den med de scenarier, som blev tegnet i Mediestøtteudredningen fra 2009. Alligevel tog politikerne ikke notits af den, da de indgik seneste medieforlig i 2014. Det blev i stedet til et farceagtigt forløb, som mest kom til at handle om antallet af orkestre i DR.

Det er ved at være sidste udkald med det medieforlig, som efter planen skal indgås i år. Desværre er der en risiko for, at politikerne endnu en gang forsømmer lejligheden til at modernisere mediepolitikken grundlæggende.

Set over en fyrreårig periode er dagbladenes oplagstal faldet med 40 pct., mens der bliver set seks gange så meget DR-TV. Samtidig er den statslige mastodont det internetsite i landet med fleste brugere – i øvrigt efterfulgt det ligeledes statsejede TV2.

Ideelt set bør mediemarkedet slet ikke subsidieres. De økonomiske forhold, der kan tale for offentlig støtte og regulering – forekomsten af en såkaldt markedsfejl – er ikke længere til stede på mediemarkedet. Støttesystemet er snarere udtryk for en såkaldt politikfejl: At bevillingerne er drevet af de lobbyinteresser, som er stærkest. Med den kritiske rolle, medierne bør spille i et liberalt demokrati, er der endog ekstra grund til at være tilbageholdende med politisk indblanding.

Hvis der endelig er politisk ønske om at fremme bestemte mål – f.eks. indhold på dansk eller af en bestemt kvalitet – taler det ikke for, at staten ejer og driver en medieforretning med et diffust mandat og giver den ret til reelt at udskrive skat. I så fald burde støtten være åben for alle, som den f.eks. er på filmområdet. Hvis politikerne gerne vil fremme en bestemt efterspørgsel, taler det for at give borgerne lov at vælge leverandør frit, som de f.eks. kan på grundskoleområdet, hvor man kan tage tilskuddet med sig ved valg af en friskole.

Som en nylig CEPOS-analyse har vist, fylder staten mere i mediebilledet end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Vi har højere licens, flere offentligt ansatte journalister og mindre liberalt støtteregime. Med den udvikling, der er i gang på mediemarkedet, tegner det til at blive værre, hvis ikke mediepolitikken reformeres grundlæggende.

Læs også