Drop snakken om mangel på arbejdskraft

Den økonomiske diagnose er på få år vendt på hovedet. Især, hvis man lytter på borgerlige økonomer. Det er ikke lang tid siden, at vi hang fast i krisen. Der var stagnation og bekymrede miner – og der blev sparet på det sociale sikkerhedsnet, på voksen- og efteruddannelsesområdet og den offentlige service. Og det var nogle af de mennesker, der med massefyringer og arbejdsløshed blev ramt hårdest af den enorme nedtur, der også betalte en stor del af kriseregningen.

Nu er der bred enighed om, at dansk økonomi endelig er ude af den dybe og langvarige krise. Men allerede inden, vi var helt sikre på, om opsvinget har bidt sig fast, begyndte en række økonomer og institutioner at stille en ny diagnose: Mangel på arbejdskraft og advarsel om overophedning.

Som læge skal man vide, hvad et menneskes normaltemperatur er. Ellers kan man jo ikke afgøre, om en patient har feber eller er underafkølet, når den rette diagnose og behandling skal stilles. Sådan taler vi økonomer også om samfundsøkonomien. Men i modsætning til temperaturen hos et menneske kan vi ikke med særlig stor sikkerhed konkludere, hvornår økonomien har nået normaltemperaturen – eller hvor det »konjunkturneutrale niveau«, som vi kalder det, ligger.

Det er en beregnet størrelse, der i høj grad baserer sig på vurderinger. Og det er en størrelse, der løbende ændrer sig, og derfor er der mildest talt også forskel på forskellige aktørers diagnose på grundlag af ellers nogenlunde ens prognoser for dansk økonomi.

Nationalbanken skønner eksempelvis, at beskæftigelsen i dag ligger på et nogenlunde konjunkturneutralt niveau, hvorimod De Økonomiske Råd vurderer, at det først sker i 2020. Andre - senest regeringen i Økonomisk Redegørelse - har også meldt sig i koret mod flaskehalse og risiko for overophedning af arbejdsmarkedet.

Temperaturen i økonomien kan altså ikke måles med samme præcision som en læge med et termometer. Vi tør alligevel godt konstatere, at temperaturen på det danske arbejdsmarked begynder at nærme sig normalen. Men også, at vi er langt fra situationen med overophedning. Der kan være mangel på kvalificeret arbejdskraft nogle steder, men der er generelt stadig masser af ledige hænder.

Indikatorerne for rekrutteringsproblemer ligger på et relativt lavt niveau, og det samme gør lønstigningerne. Dertil kommer, at økonomien de kommende år godt kan vokse hurtigere uden overophedning, fordi arbejdsstyrken stiger markant som følge af de sidste mange års reformer. Det er ikke antallet af hænder, der begrænser væksten i dansk økonomi, når vi kigger fremad. Det er produktivitetsvæksten.

Alligevel efterlyser borgerlige tænketanke og visse økonomer nye arbejdsmarkedsreformer. Reformer, der i praksis vil betyde endnu flere indskrænkninger og nedskæringer for dem, der de senere år har betalt en mærkbar pris for genopretningen. En anden konsekvens af advarslerne om overophedning er, at vi allerede nu skal træde på den finanspolitiske bremse for at tage farten af opsvinget.

Man skal gøre sig klar, hvem de forskellige diagnoser med tilhørende medicinering for dansk økonomi rammer, og man skal gøre sig klar, at en temperatur over normalen faktisk kan gøre noget godt for økonomien, så længe den ikke bliver overophedet.

Når temperaturen stiger, og der kommer pres på arbejdsmarkedet, vil grupper, der i dag befinder sig på kanten, og som står på spring til at få et arbejde, få en større chance end ellers. Når arbejdsgiverne ikke bare kan vælge og vrage blandt arbejdsløse, tvinges de til at tænke mere kreativt og ansætte arbejdsløse, der også er længere væk fra at være ideelle kandidater. Der er med andre ord en enestående mulighed for at få svagere grupper koblet på opsvinget.

Vi har i dag en stor gruppe af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Tusindvis af unge og ældre danskere, indvandrere og flygtninge står i kø for at få et job og for at komme væk fra offentlig forsørgelse. Sidste års to trepartsaftaler mellem regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne har netop haft fokus på dels at skabe bedre rammer for at få flere flygtninge i job, dels sikre unge praktikpladser og virksomheder tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft.

Vi skylder at lade usikkerheden om arbejdsmarkedets temperatur komme lønmodtagerne og dem på kanten af arbejdsmarkedet til gode. Derfor skal vi holde foden fra den finanspolitiske bremse og i stedet overveje at træde med let fod på speederen, hvis det sker på områder, der samtidig er med til at adressere den åbenlyse udfordring for dansk økonomi – nemlig relativ lav produktivitetsvækst. Den udfordring skal løses via investeringer i uddannelse, forskning, innovation og infrastruktur.

Det betyder også, at mange af dem, der betalte en stor del af regningen for krisen, får en ny chance under opgangstiderne.