Er det urimeligt, når direktøren hænges ud?
Det er oppe i tiden at hænge sin direktør ud offentligt, når de tager af kagedåsen eller begår gruopvækkende fejl, som ikke burde kunne ske. Er der egentlig noget urimeligt over det? Nej.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
For to uger siden slog Hummel-ejer Christian Stadil efter et højdramatisk pressemøde fast, at direktøren Søren Schriver havde handlet illoyalt. Stadil ville i den forbindelse gerne »slå en kæmpe pæl igennem det her, så vi kan komme videre med at bygge og sætte turbo på en fantastisk virksomhed, som er Hummel«.
I samme uge meldte serieiværksætteren Mads Peter Veiby ud, at han fyrer sin direktør i ParkPark, efter at firmaets storkunde Københavns Kommune truede med at opsige lukrative parkeringskontrakter grundet en lang række manglende betalinger. Banen er kridtet op, men er det okay, at tildele direktøren øretæver i fuld offentlighed?
I Danmark har vi travlt med at fraskrive os et ansvar. Det er sådan, vi skoles. Og det er ikke kun, når det kommer til vores personlige ansvar for at snuppe et arbejde i stedet for at sidde fast på en overførselsindkomst. Det gælder også, når folk har succes. Hvis ledere gerne vil have gevinsten ved at drive virksomhed, må de også løbe risikoen. For når man melder sig under direktørfanen påtager man sig et stort ansvar og skal kunne tage tæskene, når det går galt. Tingene hænger sammen. Man får ikke det ene uden det andet. Ansvar, belønning og risiko hænger sammen.
Derfor skal en direktør også påtage sig sit ansvar og skyld, når de handler illoyalt eller ikke lever op til de grundlæggende præmisser for denne særlige betroede stilling. Det er muligt, at et offentligt slagsmål ikke er kønt – eller formålstjenstligt – men når man har et kendt navn i den danske presse, som både Christian Stadil og Mads Peter Veiby har, så er medievirakken oftest uundgåelig. Det er nemlig sager som disse, danskerne og derved pressen næres ved; endeligt gik det skidt for nogen, som det tidligere gik så godt for.
Når det kommer til offentlige fyringer, ligger der ofte også langt mere under overfladen, end offentligheden får kendskab til. Det er formentlig kun toppen af isbjerget, der er til skue. Man fyrer aldrig fyre en god, loyal og dygtig medarbejder - og slet ikke i opgangstider. Derfor er det indlysende, at når et samarbejde slutter så brat, at der er flere gode grunde og argumenter bag, end offentligheden kender til. Ellers ville en sag slet ikke tage en sådan drejning.
Det kan se grimt ud. Og det er det egentlig også. Men med den store løncheck, følger stort ansvar – og store offentlige tæsk, hvis det går galt. Det er uundgåeligt i den danske presse, når kendte danskeres direktører ryger ud på røv og albuer.
