Vi har for mange exits og for lidt Lars Larsen i erhvervslivet
Nogle af mine kammerater lader nærmest til at have en exitstrategi, før de overhovedet har et CVR-nummer.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Når man som jeg er 22-år gammel og direktør for en innovativ virksomhed, der er i hastig vækst, så får man ofte spørgsmålet: Hvornår vil du så sælge forretningen og tjene kassen?
Det samme spørgsmål, om end i en lidt anden udgave, stiller potentielle investorer mig. Deres formulering lyder så bare i stedet: Hvad er jeres exit strategi? Men pointen er den samme.
Der synes at være en bred enighed i det danske iværksættermiljø om, at succesfulde iværksættereventyr helst skal ende med en exit. En indbringende exit naturligvis, men ikke desto mindre en exit. I medierne fylder iværksætterhistorierne om exits da også meget. Det er Just-Eat, Podio, Onfone og Skype, der ofte fremhæves som eksempler på virksomheder og iværksættere, der virkelig er lykkedes.
Jeg kan mærke det samme mindset på mine iværksætterkolleger, der netop har førnævnte exits som nogle af deres rollemodeller. Nogle af mine kammerater lader nærmest til at have en exitstrategi, før de overhovedet har et CVR-nummer.
Hos Ideanote har vi imidlertid altid haft en lidt anden holdning. Vores mål er at undgå en exit! Vi ser virksomheden som en livslang kærlighedshistorie og som udgangspunkt noget, vi hverken tør eller har lyst til at overlade til andre.
Når vi skal finde vores rollemodeller, så er vi, trods vores fokus på innovation og nytænkning, ganske oldschool. Vi har således stor respekt for en mand som Lars Larsen, der har beholdt styringen af JYSK, siden virksomheden åbnede dørene tilbage i 1979. Mange år før jeg overhovedet var født. Den dag i dag står Larsen stadig i front som bestyrelsesformand, medejer og virksomhedens ansigt udadtil.
Hvordan kan det være et mål i sig selv at skille sig af med det firma - eller måske endda globale succes - man har bygget op?Jesper Juul Jensen, 22, direktør i techselskabet Ideanote
Jeg mener bestemt ikke, at der er noget galt med at sælge sit firma, hvis det er det, man vil. Jeg har bare svært ved at forstå, at exiten bliver glorificeret, som den gør. Hvordan kan det være et mål i sig selv at skille sig af med det firma - eller måske endda globale succes - man har bygget op?
Jeg ser mere mig selv som medstifter end som iværksætter. Og uden rigtig at have noget belæg for det, så tror jeg på, at man har større chance for at bygge en sund og bæredygtig forretning op, hvis ens indstilling er, at forretningen skal være stabilt succesfuld over de næste mange årtier, kontra et fokus på en ekstremt hurtig skalering og efterfølgende exit til højestbydende.
Men ja, så igen: Måske er jeg, trods min unge alder inderst inde bare en anelse oldschool. I så fald lever jeg fint med det.


