Ikke en pengepolitisk stramning, men et varselsskud

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Den globale vækst ser ud til at være på vej op, og i den situation fortsætter fremgangen normalt, indtil nogen sætter en stopper for den. Det vil typisk være centralbankens job at »fjerne punchbowlen, netop som festen kommer i gang« som den tidligere Fed-chef William McChesney Martin sagde i 1955. Men lige nu er festen ikke rigtig i gang.

Fra centralbankernes perspektiv er væksten i limbo: ledende indikatorer peger på vækst på 3-4 pct. i både Europa og USA, men de faktiske bnp-tal ligger på det halve, og inflationen flytter sig ikke. Der er også planlagt finanspolitiske lempelser i USA, men ingen ved, om de kommer før til august. Det mest sandsynlige er, at væksten får lov til at vokse sig stor og stærk, inden de gør noget.

Derfor gjorde det indtryk, da flere centralbanker i marts begyndte at rasle med rentesablen. Den slags er normalt ikke et tilfælde, men denne gang er det sandsynligvis kun et varselskud.

I USA lykkedes det for Fed at overraske markederne, ved at hæve renten tre måneder før de ventede det uden at forskrække nogen. Fed ændrede hverken sine prognoser eller det samlede antal renteforhøjelser, der er planlagt for 2017, og derfor forstod markederne det som en rent teknisk justering. Banken har dog nu signaleret, at den vil begynde at sælge sin obligationsbeholdning, inden året er omme. Når det sker, så mener de det alvorligt, men der skal både hårde vækstbeviser og højere lønninger på bordet, før det er realistisk.

Den Europæiske Centralbank har forsøgt at slippe af sted med en lignende historie ved at åbne diskussionen om at hæve renten, allerede før de afslutter deres støtteopkøbsprogram. Det havde de ellers lovet, at de ikke ville gøre. Det var tilsyneladende især ECBs tyske og østrigske medlemmer, der havde behov for den diskussion, og det er helt sikkert ikke det budskab, som ECB-præsident Draghi ønsker at sende.

I sidste uge havde jeg mulighed for at se Draghi ved den årlige ECB Watchers konference i Frankfurt, og han gjorde alt, hvad han kunne for at lukke diskussionen. Han var ikke pessimistisk, snarere tværtimod, og komplimenterede sig selv for udsigten til et stærkere og bredere opsving.

Men Draghi har ét kæmpe problem: der er ingen tegn på, at løninflationen er på vej op, og specielt i Tyskland er markedskræfterne nærmest sat ud af kraft. Uanset hvor høj eller lav, ledigheden er, så får tyskerne altid de samme to pct. om året i lønstigning. Det er ikke nok til at nå ECBs mål, så hvis tyskerne vil hæve renten, må de give sig selv noget mere i løn først. Draghi har kontrol over ECBs ledelse, og han lader sig næppe presse, men nu er døren åbnet for diskussionen.

Der er altid et budskab, når centralbanker justerer signaler på samme tid, men der er næppe en reel stramning på vej lige nu. Budskabet er snarere, at vi skal forberede os på, at der nok sker noget senere på året.