Macron-sejr fjerner pres på euro – for en stund

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det franske præsidentvalg er afgjort. Risikoen for en euroexit er slettet fra agendaen, og markederne kan juble. Men usikkerheden om eurosamarbejdet kan nemt vende tilbage i Frankrig. Det afhænger af, om Macron politisk kan ramme den rette balance.

Macron har trods sin teknokratbaggrund og en agenda, der i vide træk kunne være forfattet af økonomer, formået at skabe begejstring blandt mange franske vælgere. Vælgere, der ikke vil isolere sig, men bevare et åbent Frankrig og tage kampen op i den globale konkurrence. Vælgere, som accepterer, at det kan betyde, at visse rigide strukturer på arbejdsmarkedet må ændres. Endelig har en stor bunke vælgere stemt på Macron helt uden begejstring, men alene af frygt for den højrenationale Marine Le Pen og utilfredshed med det gamle.

Macron kan med stor sandsynlighed med parlamentets velvilje nedbringe arbejdsløsheden, der både aktuelt og mere strukturelt ligger alt for højt. Det bunder i en arbejdsmarkedsmodel, der bl.a. gør det meget svært at fyre folk, når de først er ansat – og det får virksomhederne til at tøve. En opblødning her er nøglen til at få bugt med arbejdsløsheden.

Men det er afgørende, at Macron rammer den rette balance mellem reformer og tryghed. En mere liberal arbejdsmarkedslovgivning kan hjælpe arbejdsløse franskmænd ind på arbejdsmarkedet og sikre, at folk på midlertidige kontrakter får fastansættelse og dermed appetit på specialisering, uddannelse og øget engagement. Det kan hæve potentialet betydeligt i økonomien, men bagsiden kan for arbejderen være ringere beskyttelse, forværret forhandlingskraft og måske pres på løn- og arbejdsforhold.

Arbejdsmarkedspolitisk fremhæves Tyskland ofte som Europas forbillede. Men den tyske konkurrence- og eksportsucces har også bagsider. Andelen af working poors er steget i takt med betalingsbalanceoverskuddet. Og den udvikling er næppe spiselig i Frankrig.

Flere faggrupper i Frankrig er ikke sene til at gå på gaden, når reformerne rækker for langt ind i veletablerede privilegier. Vil den franske middelklasse acceptere pres på egne arbejdsforhold, så andre kan få et job? En klassisk insider-outsider-problematik, som Macron skal håndtere. Han vil ikke helt afskaffe den symbolske 35-timers arbejdsuge, men lover øget fleksibilitet? En svær balance, men rammes den ikke, så vil yderfløjene få mere fremgang ved næste valg i Frankrig. Og sker det, så tipper læsset, og euroexit gør comeback.

Og det er et Frankrig i udmærket form, Macron bliver præsident for. For mens mange udstiller Frankrig som et nationaløkonomisk fallitbo, så vidner nøgletal om en ret robust økonomi med moderate ubalancer. Frankrigs betalingsbalance er stort set neutral og nettoudlandsgælden beskeden – med tanke på croissanter, Michelin-restauranter og god vin er karikaturen af franskmænd som levemænd uden konkurrencekraft ellers oplagt. Men den er ikke desto mindre misvisende.

Frankrig har stor offentlig gæld, men USA og Storbritannien er på samme niveau. Den offentlige sektor er rekordstor, men det har ifølge OECD ikke forhindret højere produktivitet end i både Tyskland og Storbritannien. Der er masser af plads til reformer, men balancen skal sikres, så franskmændene ikke vender sig yderligere mod etablissementet – et etablissement, Macron trods ministerpost formåede at distancere sig fra. Men det kort er spillet nu.

Pro-EU-linjen er forfriskende. Længe har europæiske politikere talt med to tunger og bebrejdet EU-love, som de selv formede dagen før, for indenlandske besværligheder. Her er Macron mere entydig. Men også her er balancen afgørende. Samarbejdet i Europa er afgørende for en bedre fremtid, men det må ikke blive løftestang for en agenda, der kun tilbyder en økonomisk model, nemlig den tyske. Den model passer måske ikke alle.

Med Frankrigs valg kan økonomer og markeder håbe på mere fransk dynamik, men også skubbe bekymringer om euroexit helt om i baghovedet. For en stund. Italien skal til valg om senest et år – et valg, der i min optik indeholder større risici for euroen, Europa og markedet end det franske. Men lad os glædes for nu og håbe, Macron kan ramme den rette balance og medvirke til et stærkere Frankrig og Europa.