Der er ingen grænser for vækst

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Med jævne mellemrum mindes vi, heldigvis, om rapporten ”Grænser for Vækst” fra 1970’erne, som for første gang gjorde os opmærksomme på, at der faktisk er grænser for, hvor meget økonomisk vækst jordklodens ressourcer kan give uden at forsvinde. Ud over at vi opdagede, at de fossile brændstoffer er begrænsede, så gav erkendelsen os også begrebet ”bæredygtighed” i forhold til miljøet og en klimadebat, som vist ikke er slut endnu – til trods for at verdens vejr bliver stadigt mere ustabilt, og gennemsnitstemperaturen i verden er stigende. Og selvom man i et ”forår” som dette godt kunne have ønsket sig lidt lokal opvarmning, så er det nok nødvendigt at erkende, at uendelig vækst ikke er løsningen på alle verdens problemer.

Ud fra et ledelsesmæssigt perspektiv er denne erkendelse imidlertid ret problematisk, da den tilsyneladende går stik imod en af de andre erkendelser, som vi har gjort for nylig – nemlig den, at organisationer er lige som hajer.

Hajer sover ikke, for hvis en haj holder op med at bevæge sig, dør den.

Noget tilsvarende gælder for virksomheder. Hvis en virksomhed ikke udvikler sig, så dør den – hvis du ikke udvikler din forretning, så er du i fuld gang med at afvikle den. Dette er der mange gode grunde til. Operationelt formuleret kan vi starte med at konstatere, at hvis en virksomheds omgivelser forandrer sig hurtigere, end den kan nå at tilpasse sig omgivelserne, så vil den gå til grunde.

Det er ren Darwinsme for virksomheder. Eksempelvis udsættes ganske mange virksomheder, brancher og andre for effekterne af digitalisering, globalisering og samfundsændringer i disse år. Noget af det kalder vi for disruption, og hvad gør dagligvarebutikkerne, når kunderne i endnu større stil end i dag begynder at handle deres varer på nettet? Digitale produkter som streamingtjenester og mobil betaling har allerede, på få år, ændret markant på mediebilledet og den finansielle sektor – spørg bare Blockbuster, f.eks. Og der er ingen grund til at tro, at omgivelserne generelt vil forandre sig mindre.

Medierne er fyldt med analyser af hvor mange job, der om kun få år vil være varetaget af forskellige former for robotter, selvkørende biler er kun en lovgivning væk, Google er begyndt at æde sig ind på forsikringsmarkedet, vi køber langt størstedelen af vores ferier på nettet allerede, og antallet af individuelle butiksbesøg falder hvert år. Og så videre og så videre.

Jamen, er der så modsætning mellem bæredygtighed og de krav om udvikling af vores organisationer, som disruptionen stiller os over for i disse år? Er vi da ikke nødt til at vokse os ud af krisen? Er vækst svaret på alle udfordringer? Og hvis ja, er vi så – som videnskabsmanden Stephen Hawking siger – nødt til snart at finde en ny planet med masser af ressourcer til erstatning af jorden?

Ja, det er i sandhed store spørgsmål! Men, inden panikken breder sig helt, så lad os lige huske på, at vækst – som er nøglen til udvikling og dermed forandring i takt med omgivelsernes store forandringer – kan betyde mange ting. Og ikke alle er lige ressourcekrævende.

Når vi tænker på vækst, så tænker vi nok normalt på vækst på virksomhedens toplinje, altså på at øge omsætningen og salget – hvilket i en traditionel industrivirksomhed vil være ensbetydende med at udvide aktivitetsniveauet og dermed ressourceforbruget. Men man kunne f.eks. i stedet satse på at fastholde toplinjen, samtidig med at man øger bundlinjen. Det kan kun lade sig gøre, hvis man mindsker aktiviteten – altså effektiviserer og mindsker de nødvendige ressourcer til at nå det samme resultat som hidtil.

Det kan man f.eks. gøre via teknikker fra begrebet lean, som grundlæggende handler om at mindske alle former for spild – spild af plads, spild af energi, spild af penge og så videre og så videre.

Det er her værd at bemærke, at leantankegangen jo kommer fra Japan, et land, der – ligesom Danmark – ikke har egne naturlige ressourcer, og hvor man derfor naturligt må fokusere på at få så meget som muligt ud af så lidt som muligt.

Der findes mange eksempler på, at der findes endog meget store effektiviseringspotentialer i mange organisationer, og at man ved at engagere medarbejderne (som jo er tættest på udførelsen af konkrete opgaver og dermed brug af ressourcer) kan komme meget langt med at effektivisere sin drift.

Endvidere kan man f.eks. udvikle sin forretning ved at skabe vækst i kundetilfredsheden, måske endda ved at gå fra at have tilfredse kunder (som er tilfredse i nuet) til at have loyale kunder (som anbefaler din virksomhed til andre).

Det er nærmest en slags ”evighedsmaskine”, da mere kundeloyalitet skaber mere kundeloyalitet, uden at virksomheden behøver at bruge ressourcer på det. Som en sidebemærkning skal det lige nævnes, at det at skabe gode oplevelser for kunderne i fysiske butikker af mange anses for at være netop de fysiske butikkers redning i en stadigt mere digital konkurrence.

Medarbejdernes kompetence er et andet sted, hvor det er helt naturligt at forsøge at skabe udvikling, måske endda i form af radikal innovation. Det skyldes, at den teknologiske udvikling og markederne udvikler sig så stærkt, at det, der bliver flaskehalsen for mange virksomheder i overlevelseskampen fremover, er, om man i tide får tilpasset sin medarbejderstab til de krav, som nye teknologier og nye kunder stiller. Samtidig er det de færreste virksomheder, som kan påvirke den teknologiske udvikling eller samfundsudviklingen alene, mens ens medarbejderstab og dennes sammensætning er noget, man kan påvirke.

Og sådan kan man blive ved. Faktisk vil jeg vove den påstand, at der i et ledelsesmæssigt perspektiv ikke er grænser for vækst. Også selvom vi i et ressourcemæssigt perspektiv nok bør overveje det der bæredygtighed en ekstra gang eller 10.