Det økonomisk råderum opgøres forkert

Begrebet 'økonomisk råderum' har i stigende grad vundet indpas i den økonomisk politiske debat.

Det er et af de helt centrale tal, der indgår ved fremlæggelsen af og efterfølgende politiske diskussion af de ’store’ planer, der rækker små ti år ud i fremtiden.

Kort fortalt består råderummet af det overskud, der ville være på den offentlige sektors drifts- og anlægsbudget i 2025, HVIS der ikke blev taget nye politiske initiativer, og HVIS dansk økonomi i øvrigt udvikler sig i overensstemmelse med finansministeriets ’drømme-model’.

Råderummet er i 2025-planen beregnet til 37 mia. kr.

I følge regeringens netop fremlagte plan kan råderummet forøges med yderligere 15 mia. kr. til i alt 50,6 mia. kr. (Bemærk med hvilken præcision tallet beregnes og offentliggøres). Forøgelsen af råderummet angives at ville blive resultatet af flere såkaldte arbejdsmarkedsreformer (ikke nærmere specificeret) med sigte mod at øge udbuddet af arbejdskraft.

Disse beregninger er således meget hypotetiske og helt overvejende baseret på Finansministeriets regnemodel. En model, der er bedst kendt for sit optimistiske syn på, at ’opsvinget kommer til næste år’ og ’at øget udbud af arbejdskraft fører til en tilsvarende forøgelse af beskæftigelsen’ i løbet af 5-7 år. Antagelser der ikke hidtil har afspejlet virkeligheden.

Drømme-modellens er konstrueret således, at den fremtidige udvikling i dansk økonomi vil være stabil og udvise en årlig vækst i BNP på 1½ - 2 pct. Samtidig er det antaget, at arbejdsløsheden altid forsvinder af sig selv (uanset at arbejdsudbuddet øges, så tager det bare lidt længere tid). Beskæftigelsen er således beregnet at ville stige med ikke mindre end 125.000 personer frem til 2025. Og hertil ønsker regeringen at gennemføre reformer for at øge udbuddet af arbejdskraft med yderligere 60.000 personer, der ligeledes ’af sig selv’ kommer i beskæftigelse – huj, hej, hvor det går i dansk økonomi (Altså i følge finansministeriets model).

Lægges sådanne optimistiske forudsætninger til grund for beregningen af offentlige indtægter og udgifter, så er det næsten som at trække ’penge i en automat’. Skattegrundlaget vokser stødt med 2 pct. om året og udgifterne til kontanthjælp og dagpenge falder i takt med, at arbejdsløsheden forsvinder, og beskæftigelsen stiger. Da det offentlige forbrug er stort set nulstillet, så kan det ikke overraske, at 'råderummet', det vil sige overskuddet på de offentlige finanser, vokser, hvilket kan få enhver finansminister til at slikke sig om munden.

Det reelle samfundsøkonomiske råderum i dansk økonomi, hvis der altså tages afsæt i virkeligheden, har en helt anden reel karakter. Ved at mærke muligheden for at øge produktion og beskæftigelse og samtidig mindske væsentlige makroøkonomiske ubalancer, der stadig gør sig gældende i dansk økonomi: arbejdsløshed opgjort til ca. 190.000 af Danmarks Statistik og ydermere benyttes ved internationale sammenligninger, og et betalingsbalanceoverskud på 180 mia. kr. svarende til 9 pct. af BNP, hvilket er lige så stort som Tysklands!

Lad os tage ubalancerne en for en.

Det kan med rimelig sikkerhed siges, at der fortsat er en betydelig arbejdsløshed og dermed råderum på arbejdsmarkedet. De undersøgelser, der er baseret på interviews, angiver, at knap 200.000 personer er uden arbejde; men parat til at påtage sig et, hvis det kunne opdrives. Det er omkring det dobbelte af det officielle arbejdsløshedstal, hvor kun personer, der modtager dagpenge eller kontanthjælp, medregnes. Forskellen i tallene er bl.a. et udtryk for, hvor mange der er faldet ud af dagpengesystemet. Der er dog også et betydeligt antal studerende, der søger arbejde inkluderet i tallet; men det er jo også værdifuld arbejdskraft!

Det andet øger betalingsbalanceoverskuddet det samfundsøkonomiske råderum. Aldrig har dansk økonomi haft et overskud så stort som i dag. Det udgør ikke mindre end 180 mia. kr. Aldrig har dansk økonomi stået stærkere rustet internationalt. Pengene fosser billedlig talt ind i landet, hvilket den bugnende valutareserve i Nationalbankens kælder også vidner om. Der tjenes mange penge på dansk eksport til udlandet.

Det er et flot resultat af arbejdsmarkedets parter ansvarlige overenskomster.

Men betalingsbalanceoverskuddet er også et udtryk for, at der spares mere op i Danmark, end der investeres i real kapital. Det er et samfundsøkonomisk problem, som der burde rettes op på. Betalingsbalanceoverskuddet giver netop et råderum til at øge investeringerne i Danmark. Dansk økonomis fremtidig kan ikke bygges på de euro-fordringer (og statsobligationer), der hober sig op i Nationalbankens kælder eller i de danske pensionskasser.

Det store betalingsbalanceoverskud er derfor et udtryk for, at investeringsniveauet i Danmark simpelthen er for lavt. Det gælder både private og offentlige investeringer. Det er jo investeringer i ny teknologi, i innovationer, i miljøbeskyttelse, i bredbåndsnet, i hurtigtog, i sundhed (og medicin) og ikke mindst i forskning og uddannelse, der skal sikre, at dansk økonomi også i fremtiden kan skabe et tilstrækkeligt antal velbetalte jobs. Da det bør erindres, at med den allerede vedtage lovgivning vedr. arbejdsmarked og pension vil arbejdsudbuddet stige med op mod 200.000 personer i de kommende ti år, og det bør også erindres, at disse job ikke kommer af sig selv i virkeligheden. Det er næppe arbejdskraft, der bliver mangel på; hvis bare den har de rette kvalifikationer.

Jeg kunne derfor ønske, at de politiske forhandlinger tog deres afsæt i det råderum, der allerede eksisterer i dansk økonomi, hvilket vismændene i øvrigt også anbefalede i deres seneste rådsrapport. Her er det åbenbart, at det er investeringsniveauet, der er for lavt, og det kan finansieres gennem en reduktion af betalingsbalanceoverskuddet og en reduktion af arbejdsløsheden, hvilket ville bidrage til at gøre dansk økonomi holdbar også i fremtiden.