Er den danske stat produktiv eller destruktiv?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Mennesker kan skaffe sig velstand på to måder. Vi kan producere det, og vi kan beslaglægge andres velstand. Et samfund kan derimod kun blive velstående på den første måde. Vi bliver samlet fattigere, når kostbare ressourcer bliver brugt på at kæmpe om en given velstand frem for at skabe mere.

Oplysningstidens politiske filosofi indså, at staten bør fremme de produktive handlinger og forhindre en ”alles-krig-mod-alle”, som Thomas Hobbes udtrykte det. Den bør beskytte borgerne og deres ejendom mod indre og ydre overgreb. Staten har dermed også et produktivt potentiale og kan i princippet stille alle bedre.

Men nissen flytter med. Staten kan ikke kun anvendes produktivt, men også som redskab til at omfordele velstand med, og ligesom der er spild ved at slås i Hobbes ”naturtilstand”, går der i den omfordelende stat ressourcer tabt i konkurrencen om fordelingen.

Kvaliteten af regeringsførelse svinger enormt i verden. Der er stater, som stort set kun udbytter sine undersåtter. Og der er stater, som også yder et væsentligt produktivt bidrag. Vi tilhører den bedste ende af spektret, men selv hos os er politik inficeret af fordelingspolitik. Af de samlede offentlige udgifter går kun knap 15 pct. til kollektive goder så som miljø og forsvar. Overførselsindkomster og over 70 pct. af det offentlige forbrug er omfordeling til enkeltindivider. En pæn del af reguleringen er også reelt fordelingspolitisk.

Statens potentiale for både at være produktiv og destruktiv er værd at have i baghovedet, når man drøfter de offentlige udgifters bidrag til den økonomiske vækst. Det er et emne, som vismændene behandlede i deres rapport sidste uge, og Folketingets Finansudvalg holdt høring om ugen forinden.

Det er velkendt, at skatter bidrager negativt til væksten, men hvad med udgifterne? Det afhænger meget af typen. Infrastruktur og kollektive goder kan selvsagt have en direkte positiv effekt. Og nogle udgifter kan kompensere lidt for de negative virkninger af skatterne. Børnepasning og uddannelse kan i en vis udstrækning modvirke den høje beskatning af arbejde – om end den samlede effekt er klart negativ. Vismændene viser f.eks., at den positive væksteffekt af ekstra udgifter til daginstitutioner er langt mindre end den negative effekt af de indkomstskatter, der eventuelt skulle finansiere dem. For hovedparten af de offentlige udgifter er der grund til at tro, at de negative effekter fra skatterne forstærkes på udgiftssiden.

Det gælder ikke mindst i Danmark med et i forvejen højt udgiftsniveau. Økonomiske studier af den vækstmaksimerende størrelse for den offentlige sektor tyder på, at den ligger på under halvdelen af det danske udgiftsniveau.