Fortsæt til indhold

Blockchains bliver et vigtigt konkurrenceparameter for danske virksomheder

Et nyt center på IT-Universitetet skal bidrage til, at Danmark bliver internationalt førende i udvikling af blockchain-teknologier.

Roman Beck og Jari Kickbusch er hhv. professor og forskningskommunikatør på it-universitetet.
Debat
Roman Beck, professor, IT-Universitetet og Jari Kickbusch, forskningskommunikatør, IT-Universitetet

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Det er ikke længere relevant at diskutere, om blockchains blot er endnu en it-hype. Blockchain-konceptet, som kan gøre it-systemer mere sikre og transparente, er godt på vej til at blive et vigtigt konkurrenceparameter.

Ligesom for nogle årtier siden, hvor virksomhederne skulle finde ud af, om og i hvilken grad de skulle digitalisere deres forretninger og gå online, står vi nu overfor et banebrydende koncept, som også kommer til at forandre vores måde at handle og interagere på.

Blockchains vil måske ikke blive synligt i vores hverdag på samme måde som www-bølgen, men for alle virksomheder, som overfører data – dvs. langt de fleste – vil vi se, at der vil være gevinst til dem, der kan finde ud af at se og udnytte potentialet i den teknologiske udvikling, mens de, som ikke formår at holde trit med tiden, vil blive truet på eksistensen.

Hvad enten data er valuta, en juridisk kontrakt, en patientjournal eller et intimt privatfoto, tilbyder blockchain-teknologien os i vid udstrækning at spore og sikre, at data ikke falder i de forkertes hænder og at det behandles efter hensigten.

På nogle områder vil det potentielt kunne gøre det nærmest umuligt at foretage sig noget ulovligt eller utilsigtet. Derfor vil vi sandsynligvis se, at både kunder og samarbejdspartnere vil forvente, at nogle virksomheder bruger blockchain-teknologi, og at der vil være både penge og omdømme at hente for first movers på området. Her har danske virksomheder og myndigheder en gylden mulighed for at positionere sig.

I Danmark er næsten alle borgere digitalt velintegrerede og bruger flittigt alverdens digitale løsninger til at ordne deres daglige gøremål. Samtidig er både private og offentlige virksomheder digitalt innovative, hvilket til sammen giver et godt fundament for Danmark som ”hub”.

Det kræver dog både vilje, investeringer, mod til at søsætte projekter og ikke mindst viden, hvis vi skal gøre os internationalt førende på området. Derfor har vi på IT-Universitetet etableret European Blockchain Center, som vi ønsker at gøre til et nationalt omdrejningspunkt for uddannelse og forskning i blockchain-teknologier.

Blockchain-centeret, som globalt set er blandt de allerførste af sin slags, vil i samarbejde med andre akademiske institutioner og både private og offentlige virksomheder afholde workshops og udvikle koncepter og prototyper. Dermed håber vi at kunne lægge det akademiske fundament til en udvikling af blockchain-baseret teknologi, som vil kunne bidrage til, at vi danskere fortsat vil kunne være digitale frontløbere.

Artiklens emner
Blockchain
IT-Universitetet