Italien er stenen i skoen
Efter at have deltaget i møder med den italienske centralbank, finansministeriet, uafhængige rådgivere, tænketanke og en politisk redaktør blev nuancerne i Italien og italiensk politik trukket skarpere op for Nykredits chefstrateg. Men det fjernede ikke opfattelsen af, at landet udgør den største risiko for Europas fremtid.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Siden årets start har europæisk politik og risici spillet en betydelig rolle i de finansielle markeder. Og med god grund. Ved indgangen til 2017 stod det klart, at der sandsynligvis skulle være valg i fire ud af de fem største økonomier i euroområdet. Spørgsmålet var, om populismen ville vinde indpas i Holland, Frankrig, Tyskland og muligvis Italien. Kunne populistiske strømninger reelt true sammenholdet og måske endda den fælles mønt?
Efter valget i Holland og i endnu højere grad sejren til Macron lagde bekymringerne sig. Men den nagende fornemmelse blev siddende - som en lille sten i skoen. Ikke større end den nok kunne ligge der gennem hele 2017 uden videre konsekvenser, men generende nok endda. Italien er stenen i skoen.
For mens vi hele tiden har scoret Italien højest på vores risikobarometer for Europa, har vi også som året skred frem fået forstærket fornemmelsen af, at det kommende italienske parlamentsvalg med stor sandsynlighed først skulle foregå i 2018. Det synspunkt fik jeg bekræftet af et overvejende flertal af økonomer og politiske analytikere, som jeg mødtes med i Rom for nylig. Og markedet er nærsynet, så begivenheder i 2018 har endnu ikke kæmpestor bevågenhed.
Macron-sejren sikrede således en periode, hvor den markedsmæssige betydning af europæisk politik kunne træde i bagrunden og de (klart bedrede) økonomiske realiteter herske. I den henseende skal det nævnes, at det tyske valg til september aldrig har tegnet til at blive skelsættende for Europa - uanset om Schultz eller Merkel bliver kansler.
For få uger siden skabte udmeldinger fra eks-premierminister Matteo Renzi ny usikkerhed. Renzi skubbede på for et tidligt valg i Italien – måske endda så tidligt som september. Renzi er utålmodig af natur og vil tilbage i rampelyset.
Pludselig begyndte stenen i skoen at genere lidt mere. Renzi vil gerne være en del af processen med at forme Europas fremtid – en proces der nok startes af en sandsynligvis genvalgt Merkel og Macron. En hastegennemførsel af en ny valglov i Italien så pludselig ud til at kunne bane vejen for et tidligt valg, men et komplot fra dele af Femstjernebevægelsen endte med at sænke valgloven, og dermed sætte en kæp i hjulet for en hurtigt valg.
Og det er positivt, fordi et tidligt valg havde sandsynligvis forstærket risikoen for kritiske udfald for Italien. Den euroskeptiske femstjernebevægelse (M5S) ligger med ca. 30 pct. af stemmerne på en delt førsteplads i meningsmålingerne – side om side med Renzis demokratiske parti (PD).
Flere italienske banker forsøger i øjeblikket rekapitaliseringer, som kunne vanskeliggøres af valgkamp og fornyede diskussioner om Italiens tilknytning til euroen. Og svage banker kan fastholde landet på det vækstmæssige kravlestadie, der har været realteten i årevis, og derved nære den utilfredshed, der er femstjernebevægelsens brændstof.
Et andet forhold taler også for at vente. Ironisk nok kan en række lokalvalgsejre til M5S i de senere år være det, der knækker fundamentet under opbakningen. Et eksempel er Rom, hvor M5S vandt flertallet og bevægelsens Virginia Raggi borgmesterposten. En post, hun tilsyneladende hverken har erfaring eller evner til at bestride. Det har på det seneste givet sig udslag i en skraldekonflikt, der efterlader dele af byen stinkende i varmen. Eksemplet tjener til at illustrere, at succesen med at få magt lokalt kan være medvirkende til at koste magten nationalt.
Den endelig beslutning om udskrivelse af valg ligger ikke hos Renzi men hos Præsident Mattarella. Han er fortaler for at lade den midlertidige Gentiloni-regering varetage efterårets knastfyldte budgetproces og først herefter udskrive valget – med sandsynlig afholdelse tidligt i 2018. Renzi derimod frygter ved valget at blive taget til indtægt for endnu et stramt budget forhandlet på plads af hans parti (Gentiloni er også fra PD).
Italienske aktier, bankaktier især, samt statsrenter reagerede negativt på udsigten til snarligt valg, men med tilsvarende lettelse, da valgloven faldt. Det giver en indikation af, at der kommer fornyet pres på de italienske markeder, når valget udskrives – og til den tid bliver presset let langt større og vil ramme bredere.
Italiens pauvre økonomiske udvikling over de seneste 10-15 år er hovedårsagen til, at populismen faktisk kunne få overtaget og altså regeringsmagten efter et valg her – og derved bringe en stadig fjern afstemningen om eurotilknytningen i et kerneland tættere på. Der findes mulige regeringskoalitioner af lutter euroskeptiske partier, som foruden M5S kunne bestå af de nationalistiske Lega Nord og Fratelli d'Italia (Brødre af Italien) – godt nok med en meget begrænset politisk fællesmængde, men med modstand mod den fælles mønt som samlingspunkt.
Det er ikke vores hovedscenarie, at det ender galt i Italien. Men som situationen er i dag, er risikoen tilstede, og det vil markederne næppe ignorere i perioden op til valget. Vi ser dog stadig et valg i 2018, som det mest sandsynlige, og i det tilfælde er det tilpas langt ude i horisonten til, at det ikke ventes at overdøve den mere positive strøm af bl.a. økonomiske nyheder, der har hjulpet europæiske markeder i år.
Men den italienske risiko ligger der – som en sten i skoen.
