Fortsæt til indhold

Nix, du får ikke et fix!

Alt for mange virksomhedsledere tror, at de kan ringe til en konsulent og få en pille mod det, deres lederskab eller virksomhed fejler.

Debat
Henrik Meng

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Henrik Meng, direktør i konsulenthuset Meng & Company.

»Tag to aspiriner og ring til mig i morgen.«

Rådet er en karikeret beskrivelse af en situation mellem en patient og en læge; du har ondt, du ringer til lægen og vupti, så er kuren klar! En situation, som desværre ofte kan overføres til virksomhedsledere, der lider i deres ledelses-funktion og tror, at problemerne forsvinder, når blot de tilkalder konsulenten. Som tror, at konsulenten kan fixe deres problem og har en pille mod det, deres lederskab eller virksomhed fejler.

Nix. Der er ingen pille at udskrive. Kun gode analyser, råd, metoder, sparring og træning. Til gengæld er der lige så stor forskel på problemer, som der er på løsninger og konsulenter.

Med mere end 27 år i rygsækken som professionel konsulent, har jeg vel set det meste. Dygtige direktører og konsulenter, der har et tæt samspil om at skabe en forbedret virkelighed for virksomheden over tid. Og såmænd også det modsatte.

Min yndlingskunde i Meng & Company a/s er en direktør eller et lederteam, der i forvejen ved, at de er dygtige og har styr på kernen i forretningen. De har styr på, hvilken hjælp virksomheden har brug for og tør indgå et tæt samarbejde, der er nødvendigt, for at konsulenten yder sit optimale bidrag til den videre rejse. Her bliver konsulenterne en naturlig del af virksomheden og indgår sømløst i de arbejdsgange og processer, der må til for at virksomheden kommer videre, så konsulenten også kan komme videre.

Jeg glemmer aldrig den direktør, der trak mig til side en dag og sagde: »Pas på med de råd du giver os!«. Da jeg spurgte, hvorfor han sagde netop det, svarede han: »Det er bare fordi, vi som regel følger dem!«.

Den mand er et skoleeksempel på den dygtige leder, der nøjagtig ved hvilken type konsulenthjælp, han har brug for, for at accelerere den rejse, han er stævnet ud på.

Den kunde, som derimod hjemsøger mine drømme og som jeg vågner badet i sved over, er den, der egentlig ikke synes, at der er brug for hjælp, men et fix. »Det har vi prøvet. Det gør vi allerede. Det er det, jeg hele tiden har sagt.« Fint, tænker jeg så, men hvorfor spørger du så? Og måske har du sagt, hvad der skal ske, men har du også handlet på det?

Et udsagn, jeg også har hørt i forskellige forklædninger gennem årene er: »Kan I ikke bare få personalet til at gøre sådan her – opføre sig ordentligt?«

Nix. Det kan kun du, kære direktør, men jeg kan skabe rammen for forbedring og facilitere en del af processen undervejs sammen med dig, hvis du virkelig vil.

I det sidste tilfælde, hvor jeg har sagt ja til opgaven og først undervejs har opdaget, at man egentlig ikke ønskede hjælpen og de metoder og løsninger det rummede undervejs, er jeg stødt på opgivende ansigtstræk og sætningen »det virkede nærmest heller ikke«, når jeg efter en tid er vendt tilbage for at opleve virksomhedens udvikling over tid.

Nej ok. Det virkede vel ”nærmest” ikke, fordi I ikke gjorde det, vi aftalte undervejs?

Lad mig derfor foreslå at jer, der bruger konsulenter og vil have et ”fix”, giver svar på følgende spørgsmål inden I kommer for godt igang: Ønsker I reelt hjælpen, og er I klar til at smide facaden og indgå et tæt og ægte samarbejde med konsulenterne om at skabe den ønskede udvikling? Har I fundet konsulenter, der både har erfaringen, indstillingen og kraften til at hjælpe jer videre mod målet? Har I sikret jer, at kemien er på plads på det hold, der skal arbejde sammen?

Fordi, kære leder: Konsulenter virker kun, hvis konsulenterne og lederne er dygtige og lederen lader konsulenterne hjælpe dig videre mod målet og undervejs implementerer de ting, I opdagede var midlerne til at nå målet.

Nix, du får ikke et fix!

Af Henrik Meng, direktør i konsulenthuset Meng & Company

Artiklens emner
Konsulentbranchen
Henrik Meng