Kære professor. Kejseren har altså tøj på
Som den lille dreng i H.C. Andersens eventyr forsøger Jesper Jespersen (JJ) at fremstille 2025-planen som kejseren uden tøj i debatindlægget “Det økonomiske råderum opgøres forkert”. Som tidligere ansat i den del af Finansministeriet, som udarbejder det økonomiske forløb til 2025-plan, er jeg nervøs for, at JJ misforstår, hvordan en 2025-plan laves.
Råderummet er det overskud, der vil være på den offentlige saldo i 2025, hvis man antager, at det offentlige forbrug kun følger løn- og prisudviklingen, samt indregner alle de allerede vedtagne politiske beslutninger. I den seneste 2025-plan blev råderummet vurderet til at være 37 mia. kr. Det lyder af mange penge, men det er faktisk et lille beløb i en historisk sammenhæng og i forhold til, at der fremadrettet kommer mange flere unge og ældre.
Et af kritikpunkterne fra JJ går på, at Finansministeriet (FM) er for optimistiske i forhold til udviklingen i beskæftigelsen, “En model, der er bedst kendt for sit optimistiske syn på, at ‘opsvinget kommer til næste år’ og ‘at øget udbud af arbejdskraft fører til en tilsvarende forøgelse af beskæftigelsen’ i løbet af 5-7 år.” Glemt er, at BNP lige er blevet opjusteret, så opsvinget faktisk kom ”året efter”! JJ mener, at det er urealistisk, at Finansministeriet venter en stigning i beskæftigelsen på 125.000 personer over de næste otte år. Tja… beskæftigelsen er steget med 140.000 personer de seneste tre år. Desuden er der ganske stor og overbevisende evidens for, at de personer, som har fået udskudt deres efterlønsalder, er blevet i beskæftigelse. Højere tilbagetrækningsalder er netop, hvad der løfter beskæftigelsen fremadrettet.
Den grundlæggende anklage fra JJ går på selve beregningerne. “Disse beregninger er således meget hypotetiske og helt overvejende baseret på FMs regnemodel.” (underforstået ADAM-modellen). Problemet med modellen uddybes ikke, men jeg synes, at den mangler detaljegrad. Det er også derfor, at FM laver en meget stor del af beregningerne udenfor modellen, fx fremskrivning af overførelsesmodtagere, pensionsind- og udbetalinger, olieindtægter, rentesatser, mv. Planen har altså tøj på.
JJ anfægter desuden, at “Drømme-modellen(s) er konstrueret således, at den fremtidige udvikling i dansk økonomi vil være stabil og udvise en årlig vækst i BNP på 1,5 - 2 pct.” Glemt er, at vismændene er langt mere optimistiske (dog uden at disse kritiseres). Og hvad siger historien? De seneste tre år er BNP vokset med knap 1,7 procent i snit. Men ved langsigtede planer, skal man have de længere tidsserier i brug, da der ofte er store årlige udsving i produktivitetsvæksten. Ser man siden midten af 90’erne, er BNP per beskæftigede i gennemsnit steget med godt 1 procent. Læg dertil, at FM venter en stigning i beskæftigelsen, der lægger ca. 0,6 procent oveni væksten, plus lidt fra konjunkturgenopretning, så passer det meget fint.
Det vil også klæde professoren at pege på, hvilke antagelser bag forudsætningerne om væksten, der ikke holder? Men professoren siger blot “Lægges sådanne optimistiske forudsætninger til grund for beregningen af offentlige indtægter og udgifter, så er det næsten som at trække ‘penge i en automat’”. Det illustrerer den næste fejl ved kritikken. En professor må vide, at overførselsindkomsterne og de offentlige lønninger stiger i takt med de private lønninger. Forventes der en højere produktivitetsvækst, stiger de private lønninger og dermed skatterne. Professoren glemmer dog, at de offentlige udgifter til overførsler og løn også stiger tilsvarende. Det vil sige, at potentielle optimistiske vækstforudsætninger langt fra skaber en pengeautomat.
Professoren misforstår desværre også antagelsen om, at økonomien er stabil. Alle økonomer er selvfølgelig klar over, at der kan komme kriser og boomperioder i fremtiden. Antagelsen betyder blot, at man regner på baggrund af strukturelt forløb, dvs. hvad vil beskæftigelsen og saldoen være uden konjunkturudsving. På samme måde som finanspolitikken i dag styres med succes. Kommer der så en højkonjunktur, vil de offentlige overskud blive opsparet til dårlige år. Dette forklarer også, hvorfor råderummet findes, selvom den offentlige saldo lige nu er i minus – modsat JJ’s holdning.
Selvfølgelig er der usikkerhed forbundet med en 2025-plan. Noget FM også nævner. Det ændrer ikke ved, at planerne har været succesfulde rammer for finanspolitikken de sidste årtier. Planer der sikrede, at en betydelig del af de store offentlige overskud i 00’erne fra demografisk medløb og olie blev gemt til dårlige tider. Man vidste, at der kom perioder i fremtiden, hvor demografien var imod os. En analyse der sikrede, at der i god tid blev foretaget reformer. Det kan vi i dag glæde os over. Det vil være direkte tåbeligt og uansvarligt bare at tage et år ad gangen.
Skal man endelige være kritisk overfor planerne, skal man følge i fodsporet på den diskussion vismændene kører, og kigge på om man ordentlig fanger det offentlige forbrugs bidrag til den private sektors vækstmuligheder. Fx igennem ordentlige vuggestuer. Men det er en anden diskussion og ændrer ikke på, at kejseren altså har tøj på.