Fortsæt til indhold

Hvor meget politik kan der være i en løbesko? Meget

Har du hørt, at man for 10.000 kan leje et kontor på Amalienborg som mødelokale? For 5.000 ekstra kigger Hendes Majestæt Dronningen forbi og spørger, om man har set hendes lighter.

Debat
Anders Heide Mortensen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anders Heide Mortensen, erhvervspolitisk kommentator.

Nej, det har du ikke hørt. For det passer selvfølgelig ikke.

Naturligvis bruges gemakkerme på Amalienborg som residens for kongefamilien og ikke som mødelokaler. Naturligvis bruges de altid hårdt belastede københavnske gader som trafikårer og ikke til cykelløb, triathlon-konkurrencer og motorsport. Naturligvis bruges Storebæltsbroen til at afvikle bil- og togtrafik og ikke til motionsløb. Naturligvis afholdes sportsarrangementer med tusinder af deltagere i tyndt befolkede dele af Danmark. Her er der god plads, her generer de minimalt, og her gør den ekstra omsætning en forskel for lokalsamfundet. Alt det er indlysende.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) besluttede sidste mandag, at store broer fremover er forbeholdt biler. To dage senere besluttede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) det modsatte. Så var den sag på plads.

Ole Birk Olesens beslutning om at stoppe Broløbet, der derfor vil blive holdt for sidste gang i år, afdækker, hvor meget politik der er i anvendelsen af veje, broer og bygninger. Sagen er propfyldt med dilemmaer. Knap havde transportministeren da også meddelt sin beslutning, før han blev overdænget med rådne tomater af ordførere på Christiansborg, motionsløbere, lokalpolitikere, stævnearrangører og meget andet godt.

Sagens kerne?

Den er, hvordan man betragter sin omverden.

Når Ole Birk Olesen løber ind i et stormvejr, skyldes det, at han ser Storebæltsbroen som et middel til at afvikle biltrafik. Broløbet giver i den sammenhæng besvær og kødannelse. Det er bestemt et synspunkt. Men det står ikke alene. Oplevelsesøkonomi har snart 20 års jubilæum som begreb. Set fra den vinkel har broen et potentiale, der rækker ud over bilkørsel. Som for eksempel cykel- og motionsløb. Og hvad med pylonklatring? Bungyjump? Verdens længste messe for produkter til udendørsliv, fra løbesko til lystfiskerudstyr?

Denne måde at betragte verden på er ikke bare økonomi. Den er politik. Den er at betragte sin omverden som ét stort rekreativt område. Broer, veje og byer er rammer om oplevelser.

To dage efter transportministerens udmelding fastslog Lars Løkke Rasmussen, at han og regeringen målrettet går efter at få nogle Tour de France-etaper til Danmark i 2021 eller 2022. Så kunne Ole Birk Olesen tænke over dét. Her taler vi ikke om lidt kødannelse ved Storebælt. Her taler vi om dagevis med afspærring af lange vejstrækninger, omfattende sikkerhedsforanstaltninger og mærkbare indgreb i hverdagen for de borgere, der får tourkaravanen på gennemtræk.

Oplevelsesøkonomien gør byer, landskaber og infrastruktur til kulisser. Kutterne i Skagen Havn er der ikke for at fiske, men for at give stedet en stemning, som turister fra Københavns nordlige forstæder efterspørger, mens de drikker rosé og spiser skaldyr. De historiske bygningsværker i Indre By og på Christianshavn er der ikke for at være kirkerum, centraladministration og museer, men for at tilføre et motionsløb eller cykelløb en ramme, der tiltrækker deltagere. Store broer har samme funktion. Min lokale hovedvej er igen og igen lukket for trafik og omdannet til legeplads for mænd og kvinder, der forlanger centralt beliggende asfalt i kilometervis til deres hobby. Vejens funktion som vej er ophævet og omdefineret til rekreativt areal.

Det er et politisk valg, om byer, broer og infrastruktur skal bruges som funktioner eller som kulisser.

Her sætter den liberale transportminister, måske uden at vide det, fingeren på et ømt punkt. Det ER måske ikke omkostningsfrit at omdefinere alt muligt til rammer om oplevelser. Mens cyklister og motionsløbere indtager broer og motorveje, må bilister holde i kø. Mens præster arbejder på højtryk med at passe deres bryllups- og begravelsesfabrikker, falder antallet af medlemmer af folkekirken. Mens havnene tømmes for liv og fiskefartøjer, skyder lejlighedskomplekser op på kajkanten, der gør arealet til et mentalt parcelhuskvarter.

Én ting er sikkert: Løbeskoene og racercyklerne ligger til at vinde. Når ferien er forbi, og den politiske maskine igen er oppe at køre, kommer Ole Birk Olesen på arbejde. Det var ikke en vindersag, han kørte på banen sidste mandag.

Anders Heide Mortensen er erhvervspolitisk kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Artiklens emner
Trafikpolitik
Sund & Bælt