Debat

Hvem er det egentlig, der bliver isoleret?

Rusland træder frem som en betydelig mere synlig og aktiv faktor i Asien end et EU, der langsomt forsvinder i tågerne.

Efter omtrent 20 år i Asien ned fokus på økonomi, finans og politik er der en helt overordnet trend der springer i øjnene: Europa forsvinder mere og mere.

Usynligheden antager nærmest håndgribelige dimensioner. Hvor Europa for 30, 20 og 10 år siden var en markant kraft og politisk faktor, skal man virkelig lede længe efter Europa som en del af et globalt set-up, der fylder noget øst for Khyberpasset og Det Indiske Ocean.

De interne problemer med at holde sammen på EU er naturligvis en vigtig faktor. Der er flygtninge og brexit. Mellemøsten og bekymringer om euroen og klimaet sætter også sit præg på dagligdagen.

Men i en tidsalder, hvor ingen for alvor har udfordret påstanden om, at vi lever i en tidlig fase af det asiatiske århundrede, er den europæiske navlebeskuelse ikke kun forbløffende, men også direkte farlig for Europa og det europæiske projekt, som det udleves gennem EU.

Det er, som om transformationen fra et pragmatisk samarbejde til et ideologisk har fjernet perspektiveringen udadtil for et kontinent, der i de foregående 500 år har haft blikket stift rettet udad mod andre kontinenter og nye verdensdele.

Sanktionspolitikken har ikke sat Rusland i skammekrogen, men har åbnet nye fronter i nye partnerskaber med det buldrende Asien.

Jan Lund, konsulent, forfatter og kommentator med base i Singapore

Et af de mest eklatante eksempler er Rusland. I Europa (og USA) ses Rusland stadig i det gamle koldkrigs-perspektiv. Så når Rusland lave uro på bagsmækken i Krim og formentlig også det østlige Ukraine, vælger EU at isolere Rusland (som man udtrykker det) gennem en sanktionspolitik. Samme metode er brugt over for Burma, Iran og Nordkorea – uden nogen påviselige resultater. Men politikken bæres af selve ideen om at isolere dem, der forbryder sig mod de spilleregler, som EU mener bør være gældende.

Nu rammer den politik så EU som en boomerang, fordi den amerikanske kongres vil stramme sanktionspolitikken over for Rusland. I onsdags var der møde i Bruxelles, hvor EU kæmper for at undgå, at den amerikanske sanktionspolitik rammer europæiske selskaber så hårdt, så EU er tvunget til at gøre gengæld mod USA ...

Som sanktionspolitikkens bannerfører ønsker EU nu, at den blødes op i forhold til den amerikanske linje, og bevæger sig på randen af en handelskrig med USA på grund af Rusland. Og så er der i øvrigt vild intern uenighed i EU om sanktionspolitikken. Det er forvirring og skyden-sig-selv-i-foden på højeste niveau.

Men Rusland og isolation? Det er muligt, at hjulene ikke snurrer maksimalt i Rusland, der er under pres som alle nationer med en økonomi bygget op omkring energisektoren. Men et hastigt vue ned over Ruslands internationale aktiviteter afslører, at russisk isolation er en ren illusion.

Inden for de seneste otte måneder har Vladimir Putin og hans topfolk haft møder og indgået aftaler med de politiske ledere fra Indien, Kina, Japan og Filippinerne (uden for rammerne af G20-mødet i Hamburg).

Det er kun et par måneder siden, Rusland og Indien underskrev St. Petersborg-deklarationen om udvidet samarbejde, samtidig med at Indien (og Pakistan) den 1. juni blev optaget i den i Europa stort set ukendte organisationen SCO (Shanghai Corporation Organisation). Den består nu af Rusland, Kina, Indien, Pakistan og fire centralasiatiske republikker. Iran har observatørstatus og Tyrkiet er dialog-partner.

Dutertes besøg symboliserer, at Rusland mente det alvorligt, da russerne indledte en satsning på Asean med et Rusland-Asean-topmøde i Sochi i maj 2016

Jan Lund, konsulent, forfatter og kommentator med base i Singapore

Inden G20 rundede Xi Jinping Moskva for sit tredje møde i år med Putin. De fik talt politik og underskrevet aftaler for 70 mia. kr. Det var sjette gang siden 2013, den kinesiske præsident var i Moskva, og 22. gang de to ledere mødtes. Kort før jul var Putin i Japan, hvor der ud over en række samarbejdsaftaler på stats- og regeringsniveau blev indgået 68 kommercielle aftaler.

Nå ja…. og i maj fandt Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, tid til at besøge Putin i Moskva efter at have fortalt Donald Trump, at han næppe kunne finde plads i kalenderen til at besøge Washington. Duterte og Putin fik underskrevet 10 aftaler på regerings-niveau omkring atomkraft og landbrug plus en forsvarsaftale, der åbner for salg af russiske våben til Filippinerne.

Dutertes besøg symboliserer, at Rusland mente det alvorligt, da russerne indledte en satsning på Asean med et Rusland-Asean-topmøde i Sochi i maj 2016. Thailands premierminister besøgte Moskva sidste år, Rusland investerer tungt i Myanmar, og det strategiske partnerskab med Vietnam blev uddybet i en nye handelsaftale via den russisk dominerede Eurasian Economic Union.

Sanktionspolitikken har ikke sat Rusland i skammekrogen, men har åbnet nye fronter i nye partnerskaber med det buldrende Asien, inklusive gamle fjender som Kina og Japan og gamle partnere som Indien og Vietnam. Der bliver opbygget masser af økonomiske relationer, goodwill og politisk kapital.

Da Kina i maj over to dage afviklede en stort anlagt konference omkring Silkevejsprojektet, deltog 130 lande, 29 af dem med deres politiske topledere inklusive præsidenterne Putin, Erdogan og Duterte. EU og de enkelte EU-lande deltog også, men med embedsmænd langt nede i hierarkiet. Ingen europæiske (eller amerikanske) topfolk var synlige i dette massive opbud af international politisk opbakning til et projekt, der kommer til at trække den globale udvikling i de kommende årtier.

For 20 år siden var Rusland (af mange grunde) usynlig i det asiatiske landskab. Nu træder Rusland frem som en betydelig mere synlig og aktiv faktor i den nye verdensdel end et EU, der langsomt forsvinder i tågerne i den asiatiske bevidsthed.

Man må kynisk spørge: Hvem er det egentlig der bliver isoleret i disse år?

BRANCHENYT
Læs også