Fakta i debatten om bilafgifterne
De Danske Bilimportører afviser at hytte eget skind med sin støtte til ny teknisk afgift, der skal erstatte registreringsafgiften.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
I mandags fremlagde De Danske Bilimportører en model for en ny teknisk afgift. Vores forslag går ud på, at omlægge afgiften så den baserer sig på de tekniske kriterier vægt og CO2-udslip i stedet for som i dag at basere sig på bilens værdi. Der er flere, der har beskyldt os for at fremlægge en sådan model, for at vi kan tjene flere penge.
Selvom vi bilimportører gerne tjener penge, så er det ikke årsagen til vores forslag om en teknisk baseret afgift. Det handler derimod om, at en teknisk afgift har en række positive samfundseffekter. Fx bliver sikkerhedsudstyr billigere, CO2-udslippet reduceres med over 3 procent, og så bliver den såkaldte ”leasing-finte” lukket, så de store leasingbiler rent faktisk kommer til at betale den rette afgift. Dette har skatteministeren bekræftet den 24/5 i et folketingssvar til Enhedslisten Rune Lund, hvori han skriver, at hvis man skal lukke leasing-finten, så skal man væk fra en værdibaseret afgift.
Og når vi nu er ved tidligere udtalelser, er det værd at bemærke et andet tidligere svar til Folketinget. Den 27/6 sidste år svarede skatteministeren Folketingets skatteudvalg, at ”det forventes, at den fulde afgiftsnedsættelse slår igennem i forbrugerpriserne, da bilmarkedet er præget af en stor grad af konkurrence.”
Det ville ikke være korrekt at påstå, at konkurrencesituationen har ændret sig det seneste år. Man kan heller ikke påstå, at en teknisk afgift gør noget ved konkurrencesituationen, der i Danmark stadigvæk vil være høj. Så – selv med en ny teknisk afgift, vil afgiftsnedsættelsen komme forbrugeren til gode.
Det virker derfor som om, at der famles efter argumenter imod en teknisk omlægning, i stedet for at ændre registreringsafgiften til en fornuftig, simpel og miljørigtig model, der i øvrigt også vil give sikre familiebiler et stort nedslag i prisen. For som ministeren selv skrev den 27/6: Enhver afgiftsnedsættelse vil slå igennem i forbrugerpriserne.
Af Gunni Mikkelsen, Adm. Direktør for De Danske Bilimportører

