Stop det galoperende offentlige forbrug

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Hvis man følger den offentlige debat, kan man nemt få indtryk af, at den offentlige sektor er sat på en historisk slankekur. Men det er bare ikke tilfældet. Det offentlige forbrug, som er en måde at sætte tal på den offentlige service, har aldrig været højere end lige nu.

I 2017 kommer det offentlige forbrug til at løbe op i 538 mia. kroner. Det seneste år er det offentlige forbrug - korrigeret for prisudviklingen - steget med knap 1 procent. Det offentlige pengeforbrug er steget med 12 procent i løbet af ti år, hvis man korrigerer for almindelige prisstigninger.

I øjeblikket diskuterer ingen politikere nedskæringer - heller ikke den borgerligliberale regering. Man diskuterer i stedet, hvor meget den offentlige sektor skal vokse. Så når vi ser på årene fremover, kommer det offentlige forbrug til at være højere end i dag, og det vil forventeligt sætte rekord for hver dag, der går.

Selvom der ikke er udsigt til offentlige besparelser, så lægger den nuværende regeringen op til et mindre kursskifte. Regeringen har som mål, at den offentlige sektor skal vokse mindre, end hvad vi har set de senere årtier. I lyset af det stramme arbejdsmarked og det rekordstore offentlige forbrug giver den målsætning god mening. Når der stort set er fuld kapacitetsudnyttelse, så betyder en ekstra medarbejder i den offentlige sektor, at den private beskæftigelse skal reduceres tilsvarende. Det er ikke hensigtsmæssigt, at den offentlige sektor lægger beslag på en større del af de økonomiske ressourcer.

Et af værktøjerne til at sikre en lavere vækst i det offentlige forbrug er det såkaldte omprioriteringsbidrag. Med omprioriteringsbidraget lægges der i udgangspunktet op til, at der hvert år skal spares en smule i stort set alle dele af den statslige del af den offentlige sektor. Men der er ikke tale om, at den offentlige sektor bliver mindre. De midler, som frigøres, anvender politikerne på de områder, som de ønsker at prioritere.

Det er ikke det mest forfinede styringsinstrument, fordi der er områder, hvor det giver mere mening at skære ned end andre. Men udfordringen er, at uden omprioriteringsbidraget, så vil der være en tendens til, at der hvert år bliver skruet op for udgifterne i alle dele af den offentlige sektor. Det sker, selvom det ikke nødvendigvis er områder, de folkevalgte i udgangspunktet ønsker skal vokse. Dermed ender vi hurtigt i en situation, hvor den offentlige sektor vokser mere end planlagt, eller hvor den offentlige sektor vokser på de forkerte områder i forhold til, hvad politikerne ønsker. Når man husker på, hvor vanskeligt det historisk har været at holde styr på de offentlige udgifter, så er det derfor et ganske fornuftigt styringsværktøj. Også selvom det langtfra er perfekt.