Fortsæt til indhold

Det er en dyr og dårlig idé at afvikle PostNord

Hvis man lukker PostNord, koster det skatteyderne fire milliarder kroner alene at få tjenestemændene købt ud, skriver tillidsmand.

Debat
Eigil Johannesen

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Direktør Thomas Torp opfordrer på Finans til en afvikling af PostNord. Det synspunkt står det ham frit for at bringe på bane, men jeg tvivler meget på, om han har tænkt sit forslag igennem.

En afvikling af virksomheden vil koste fire milliarder kroner alene på statens forpligtigelser over for de tidligere tjenestemænd. Og det er altså skattekroner, der skal bruges på det. Mig bekendt har ingen regnet på de samlede udgifter ved at tage livet af PostNord, heller ikke Thomas Torp. Men sammenlignet med PostNords egen plan, som 'kun' koster skatteyderne 2,3 mia. kroner til at betale for flere tusinde fyresedler, er der ikke meget musik i at afvikle virksomheden.

At markeder er svære at forudsige, anerkender de fleste. At det at drive forretning er risikobetonet, anerkender de fleste også. Men jeg håber ikke, at hverken mine eller andres skattekroner skal betale for en løsning som dyrere, koster arbejdspladser og fremadrettet koster endnu mere. Eller betaler du regningen, Thomas Torp? For afvikling er simpelthen et dyrere valg.

Man må også forstå, at det ligger Thomas Torp meget på sinde at redde private arbejdspladser. Derfor giver hans forslag om at afvikle PostNord meget lidt mening, da det vil koste 4 - 4.500 private arbejdspladser i Danmark. PostNord er statsejet, ja, men en statsejet privat virksomhed med private overenskomster mellem blandt andet Dansk Industri og HK/Privat. Kollegerne og jeg i PostNord er privatansatte, og det er vi glade for.

Jeg er dog enig med Thomas Torp, når han foreslår, at staten skal til at betale for befordringspligten (altså den pligt, som PostNord har til at dele breve og pakker ud i alle dele af landet, uanset om det er økonomisk rentabelt eller ej). I dag betaler staten ikke én krone for, at posten bringer breve og pakker ud, men det vil Thomas Torp gerne have lavet om fremover. Det er en god idé, som jeg allerede gjorde politikerne opmærksom på, da postloven blev revideret i 2016. Forhåbentlig bliver det tænkt ind, når beslutningerne om PostNords fremtid bliver taget.

Og man må håbe, at beslutningstagerne regner på tallene, før de træffer deres valg.

Af Eigil Johannesen, fællestillidsrepræsentant for HK’erne i PostNord Danmark.

Artiklens emner
Thomas Torp