Kritikernes forslag er dårlig vin på gamle flasker

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Professorerne Ken L. Bechmann og Anders Grosen samt lektor Johannes Raaballe har her på siderne argumenteret for, at en såkaldt aktionærforeningsmodel kan være et godt alternativ til en børsnotering af Nykredit. De kalder selv modellen for gammel vin på nye flasker.

Det er kun naturligt, at mange har holdninger til Danmarks største udlåner og bidrager til diskussionen om vores fremtid. Men ikke alle forslag er lige hensigtsmæssige.

I sin nuværende form kan Nykredit ikke hente egenkapital, hvis en ny krise, ny regulering eller noget tredje gør det nødvendigt. Det er ikke holdbart. Et systemisk vigtigt institut som Nykredit bør have adgang til egenkapital. Så langt er Bechmann, Grosen og Raaballe vist enige med os. Vi er dog ikke enige om midlet.

Deres foreslåede model er ikke god for hverken kunder, samfund eller Nykredit. ”Gammel vin på nye flasker” er faktisk en passende betegnelse for modellen. For ikke alle gamle årgange er gode. Og er en vin først blevet dårlig, bliver den ikke bedre af at på blive hældt på nye flasker. Formanden for vores ejere i Forenet Kredit har da også klart sagt, at modellen ikke kan anbefales. Det støtter jeg fuldt.

Dansk økonomi er igen i god gænge. Vi er sluppet fri af den finansielle krise. Over hele landet er der fremgang på boligmarkedet, beskæftigelsen er høj, og væksten er positiv. Men selvom det igen går godt, vil jeg opfordre til, at vi alle løfter blikket fra teoribøger og forestiller os, at Danmark på et tidspunkt kommer ud i en ny krise. Hvad kan der så ske, hvis Nykredit i dag implementerer den såkaldte aktionærforeningsmodel?

I den situation ville kunderne i Nykredit og Totalkredit have købt aktier i Nykredit mod at få en rabat på bidragssatsen. Pengene ville Nykredit have brugt på polstring. Så langt så godt. Men hvad så, hvis Nykredit får brug for yderligere polstring som følge af en hård økonomisk krise?

De ekstra penge skal Nykredit hente hos kunderne. Sådan fungerer modellen. Kunderne skal af egen fri vilje vælge at købe flere Nykredit-aktier på et tidspunkt, hvor arbejdsløsheden og utrygheden formentlig er på sit højeste. Og på et tidspunkt, hvor kunderne sandsynligvis har oplevet betydelige værditab på grund af boligprisfald. Altså på et tidspunkt, hvor danskerne ikke har mange penge at rutte med – og hvor dem, man har, luner ekstra på bankbogen. Mange vil formentlig slet ikke vil være i stand til at investere i Nykredit på det tidspunkt, og af dem, der kan, vil mange sandsynligvis undlade.

Med andre ord: Det ville være meget usikkert, om Nykredit kunne få den tilstrækkelige ekstra egenkapital. Og selv hvis det lykkedes, udløser modellen et nyt problem. Modellen er skruet sådan sammen, at kundens bidragssats bliver sænket i bytte for, at han eller hun køber Nykredit-aktier. Det er sympatisk, men har dog den uheldige effekt, at det udhuler en af koncernens vigtigste indtægtskilder – midt i en krisetid. En udhulet indtjening kan skabe yderligere behov for kapital. Men man kan ikke frembringe kapitalen uden at udhule indtjeningen yderligere. Det er det, man med et pænt ord kalder uhensigtsmæssigt.

Mit spørgsmålet til professorerne er: Kunne I sove trygt med tanke på det scenarie? Jeg ville ikke kunne.

Danmarks største udlåner bør ikke baseres på en model, der - midt i en krisetid - gør det nødvendigt at udhule indtjeningen på vores kerneprodukt for at skaffe kapital – hvis det altså overhovedet kan lade sig gøre. Jeg kan også tilføje, at Finanstilsynet har påpeget, at modellen desværre ikke giver en lige så sikker og god adgang til egenkapital som en børsnotering.

Nu vil nogen sikkert anfægte, at jeg er for pessimistisk. Men jeg har arbejdet med realkredit i mere end 30 år. Jeg kan huske årene efter kartoffelkuren, hvor flere af realkreditinstitutterne kun lige holdt skindet på næsen. Og alt for mange kunder måtte forlade hus og hjem.

Jeg glemmer heller aldrig dagene og ugerne efter Lehman Brothers krak, hvor Nykredit nok var solid, men der trak alvorlige skyer ind over ikke bare store dele af den finansielle sektor herhjemme, men også hele dansk økonomi.

Efter så mange år i den finansielle sektor ved man især én ting: Der kommer altid en ny krise. Derfor skal man også altid være på den sikre side.

Det er mit og den øvrige ledelses ansvar at tænke alle mulige og umulige scenarier igennem. Det ansvar er særligt skærpet for en koncern som Nykredit, der af myndighederne er udpeget som et systemisk vigtigt institut. Hvis Nykredit kommer i problemer, kommer dansk økonomi i problemer. Vi skylder kunder og samfund, at vi står på et bundsolidt og sikkert fundament. Det giver aktionærforeningsmodellen ikke. Modellen risikerer at skabe ustabilitet trods intentionerne om det modsatte.

Af Søren Holm, koncerndirektør Nykredit