Erhverv

Nyt Comwell-hotel på vej i København

Hotellets samlede værdi løber op i mere end en halv mia. kr.

I 2020 slår Comwell dørene op til et nyt hotel i Københavns Nordhavn. Arkivfoto: René Schütze

AP Pension og Keva, der er Finlands største pensionsselskab, investerer i et nyt Comwell-hotel i Nordhavnen i København.

Det skriver Dagbladet Børsen lørdag.

Hotellet får 493 værelser i forskellige størrelser og derudover 18 møde- og konferencelokaler samt restaurant og bar. Den samlede værdi løber ifølge avisen op i mere end 500 mio. kr.

»Vores hotel bliver det første i Nordhavn-området, og det kommer til at ligge centralt med vand til tre sider. Nordhavnen er i øjeblikket ved at udvikle sig til en meget attraktiv bydel, og med en metrostation lige til hoteldøren samt kun 800 m til den nye krydstogtsterminal, har jeg store forventninger til vores hotel i hovedstaden, som både vil kunne tiltrække forretningsgæster og turister,« udtaler koncernchef Peter Schelde fra Comwell til avisen.

Hotellet opføres mellem lystbådehavnen bag Svanemølleværket og Copenhagen International School ved Skudehavnen.

Danske KPC er udvikler og totalentreprenør bag byggeprojektet, og det er således KPC, der har købt byggeretten af By & Havn, skriver avisen.

Hotellet ventes at kunne slå dørene op i 2020.

BRANCHENYT
Læs også