Fortsæt til indhold

Emirates Airline køber 40 Boeing-fly for milliarder

Det amerikanske flyselskab Boeing har søndag sikret sig et milliardsalg til Emirates Airline.

Erhverv

Det Dubai-baserede Emirates Airline har søndag indgået en handel med flyproducenten Boeing om køb af 40 Boeing Co. 787 Dreamliner-fly.

Handlen løber ifølge Emirates Airline op i 15,1 mia. dollar, hvilket svarer til ca. 95,8 mia. kr.

Det skriver The Wall Street Journal.

Dermed slog Boeing sin europæiske konkurrent Airbus, hvis A380-fly ifølge det amerikanske medie også har været i spil.

For blot tre år siden mistede Airbus en betydelig handel med Emirates Airline på 70 A350-fly. Den europæiske flyproducent redesignede modellen, og det fik angiveligt flyselskabet til at annullere aftalen.

Handlen med Boeing blev annonceret søndag under Dubai Air Show, hvor formanden for Emirates Airline, Ahmed bin Saeed Al Maktoum, ifølge The Wall Street Journal kaldte 787 for »den bedste løsning« for flyselskabet.

Boeing Co. 787 Dreamliner er flyproducentens nyeste fly med tvillingemotor. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er der tale om den største af de tre 787-modeller, nemlig 787-10 som kan rumme op til 330 passagerer.

787-10-modellen er ca. 68 m langt og har et vingefang på knap 61 m, fremgår det af Boeings hjemmeside.

Leveringen af de 40 fly vil begynde i 2022.

Foruden Emirates Airline valgte også Azerbaijan Airline under Dubai Air Show søndag at placere en ordre hos Boeing. Flyselskabet har bestilt fem Boeing Co. 787 Dreamliner-fly samt to andre af flyproducentens modeller, skriver Reuters.

Artiklens emner
Airbus
Boeing