Erhverv

Ligner noget fra Transformers: Sådan ser Teslas kommende el-lastbil ud

Torsdag aften lancerer Tesla sit hidtil største køretøj i form af en eldrevet lastbil. Tesla-boss har lækket et sneakpeak på sin Instagram-profil.

Udklip fra Elon Musk's instagram

Det er først torsdag aften, dansk tid, at Tesla lancerer sin eldrevne lastbil. Men allerede onsdag skabte Tesla-boss, Elon Musk, lidt hype på Instagram og Twitter.

Et opslag delt af Elon Musk (@elonmusk) den

»Den kan transformere sig til en robot, bekæmpe aliens og lave "one hell of a latte".«

Sådan beskriver Elon Musk sin nye maskine. Han har ifølge Bloomberg lovet, at lastbilen »vil køre som en sportsvogn og vil slå sine diesel-osende konkurrenter.«

Lanceringen kommer på et tidspunkt, hvor Tesla har store kvaler med økonomien. Elon Musk har bygget Tesla op fra bunden til at være verdens førende producent af elbiler, men selskabet er en kæmpe underskudsforretning.

Seneste kvartalsregnskab viste et underskud i tredje kvartal på 619 mio. dollars - næste 4 mia. kr. Det er især store problemer med at levere Teslas Model 3-bil til tiden, der har givet selskabet økonomiske kvaler så store, at en specialist i aktienedture har spået en Tesla-konkurs.

Derfor bliver det også interessant, om lastbilen kan give bilproducenten ny luft under vingerne. Tesla har arbejdet på lastbilen i to år, og Reuters har tidligere skrevet, at den kan køre op imod 480 km.

Markedet for lastbiler er stort. I Nordamerika bliver der hvert år solgt 250.000 nye lastbiler for sammenlagt 189 mia. kr.

En lastbil i i USA koster almindeligvis ca. 630.000 kr. Ifølge Bloomberg kan batteriet i Teslas lastbil løbe op i 630.000 kr. alene. Hvad prisen på Teslas lastbil bliver, er stadig ukendt.

Tesla skal dog nok ikke forvente at have el-lastbil-markedet for sig selv. Også Daimler og Cummins er på vej med en eldrevet lastbil.

BRANCHENYT
Læs også