Fortsæt til indhold

Arving og hans milliardær-far skovler penge ind

Mads Møller Hansen styrer faderens livsværk, DS Gruppen, med stor succes. Indtjeningen fortsætter i vejret.

Mads Møller Hansen ejer DS Gruppen sammen med sin far og er adm. direktør. Foto: Kenneth Koustrup Lysbjerg
Erhverv

Pengene vælter ind i den familieejede stål- og betonkoncern DS Gruppen, der er ejet af stifter Svend Møller Hansen og hans søn Mads Møller Hansen.

På to år er driftsresultatet i den nordjyske koncern næsten fordoblet, og ejerne har igen kunnet trække et stort millionbeløb ud til dem selv. Det viser et nyt årsregnskab.

DS Gruppen tjente i det seneste regnskabsår 64 mio. kr. efter skat, hvilket var bedre end forventet. Omsætningen voksede fra 1,1 mia. kr. til 1,3 mia. kr. Det gode resultat gav samtidig plads til at trække 60 mio. kr. ud som udbytte.

Året forinden blev der udbetalt 80 mio. kr. i udbytte.

Indtjeningen i DS Gruppen er for alvor kommet op i gear, efter at Mads Møller Hansen i juli 2015 overtog direktørstolen efter sin far, Svend Møller Hansen. Det skete som en del af et glidende generationsskifte.

Svend Møller Hansen stiftede DS Gruppen for næsten 50 år siden - og det var lidt en tilfældighed. Som nyuddannet smed strandede han i det dengang uroplagede Irland, og ventetiden brugte han på at hjælpe en irsk smed med nogle store stålkonstruktioner.

Da han kom hjem til Danmark, åbnede han sin egen stålvirksomhed i Hobro i sine forældres lade - og resten er historie.

I dag beskæftiger DS Gruppen næsten 500 medarbejdere, og koncernen har gjort Svend Møller Hansen til en af landets rigeste personer med en anslået formue på næsten 2 mia. kr.

I hjembyen Hobro går han under navnet »stålkongen« og er desuden kendt for at have hældt anseelige summer i Superliga-klubben Hobro IK.

DS Gruppen laver stålkonstruktioner, stålbeklædning til tag og facader samt beton. Indtil 2014 solgte koncernen også stålkonstruktioner til vindmølleindustrien under navnet DS SM, men selskabet - der udgjorde halvdelen af Svend Møller Hansens livsværk - blev solgt i en milliardhandel.

Det var herefter, at sønnike Mads Møller Hansen skiftede titlen som kronprins ud med adm. direktør. Han ejer DS Gruppen sammen med sin far og flere andre familiemedlemmer.

Artiklens emner
DS Gruppen