Erhverv

Butikskæde beskyldes for at sælge giftig julekalender til hunde

Butikskæden Petworld sælger julekalendere og godbidder til hunde med indhold af kakao. Dyrlæge fra Københavns Universitet og Dyrenes Beskyttelse advarer hundeejere.

Petworld-kalenderen indeholder godbidder med 3 pct. kakao, der kan betyde forgiftning for hunden. Foto: Rasmus Eriksen

Opkast, diarré, feber og i værste fald døden.

Sådan lyder nogle af de symptomer, en hund kan få, hvis den spiser chokolade, en særlig farlig spise for det firbenede kæledyr.

Ikke desto mindre sælger den landsdækkende butikskæde Petworld julekalendere med chokolade målrettet til hunde. Kalenderen hedder Trixie, og den indeholder godbidder med navnet Chocolate Drops, der indeholder 3 pct. ren kakao.

Det får nu dyrlæge Ida Kieler fra Universitetshospitalet for familiedyr under Københavns Universitet til at advare hundeejere mod de skadelige godbidder.

»Nogle hunde behøver ikke at spise særlig store mængder af godbidderne, før de får det dårligt,« siger hun.

Foruden julekalenderen er det muligt at købe såkaldte Chocolate Drops i individuelle poser hos Petworld.

Ida Kieler finder det kritisabelt, at der ikke er en advarsel på hverken kalenderen eller poserne, der advarer hundeejerne mod chokoladeindholdet.

»Petworld burde informere sine kunder om de potentielle farer ved chokoladen,« siger Ida Kieler, der i øvrigt mener, at det er unødvendigt at tilsætte chokolade i godbidder til hunde, da man nemt kan finde alternative ingredienser.

Petworld er Danmarks største forhandler af produkter og mad til kæledyr med 31 butikker fordelt over hele landet samt webshops i Sverige, Norge og Finland.

Petworld mener ikke, at der er et problem i at sælge godbidderne, skriver virksomheden i en mail til Finans.

»Enkelte godbidder fra Trixie indeholder en uskadelig mængde kakao, idet det potentielt sundhedsskadelige stof, theobromin, kun forefindes i ganske små og fuldstændige ufarlige mængder i Trixies produkter,« oplyser Maibrit Søholm Grøndal, pressekonsulent ved Petworld.

Derfor er chokolade skadeligt for hunde
  • Chokolade er skadeligt for hunde, fordi hunde er særligt sensitive over for stoffet theobromin, der bl.a. findes i store mængder i chokolade.
  • Finans har bedt Ida Kieler om at foretage en beregning på theobrominindholdet på Chocolate Drops-godbidderne. Hun konkluderer altså, at de burde have en advarsel.

Hun understreger, at både Trixie og Petworld overholder lovgivningen på området og udelukkende sælger »spiselige artikler produceret efter de strengeste forskrifter.« Og at ingen kæledyr har taget skade af produkterne.

»Skulle andet gøre sig gældende, undersøger vi naturligvis sagen nærmere.«

Hos Dyrenes Beskyttelse kalder man salget af julekalenderen og godbidderne »utilstedeligt.«

»Vi kan ikke være bekendt at give vores kæledyr noget, som vi ved er skadeligt for dem,« siger Hanne Valentin Werner, dyrlæge ved Dyrenes Beskyttelse.

Hun køber ikke Petworlds forklaring med det ufarlige theobrominindhold.

»Alle hunde er forskellige, og en lille hund som en chihuahua vil kunne blive meget syg af bare en enkelt af de pågældende godbidder,« siger Hanne Valentin Werner.

Dyrlægen opfordrer Petworld til at fjerne kalenderen og godbidderne fra butikshylderne.

BRANCHENYT
Læs også