Monaco udvider i Middelhavet - mangler plads til flere multimillionærer
Der er ekstrem boligkrise i Monaco, og fyrstedømmet er derfor nødt til at indvinde land for at bygge lejligheder til endnu flere rige mennesker.
Der er luksusboligkrise i Monaco. Fyrstedømmet i det sydlige Frankrig har derfor besluttet at indvinde seks hektar land ved at bygge ud i Middelhavet.
Det skal skabe plads til 120 lejligheder, der forventes at kunne blive solgt for 100.000 dollar pr. kvadratmeter. Det er højere priser, end man eksempelvis kan opnå på eksklusive adresser som One Hyde Park i London og 15 Central Park West på Manhatten, skriver The Guardian.
Rundt regnet 35 ud af hver 100 indbygger i Monaco er millonærer. Og fyrstedømmet forventer, at yderligere 2.700 rige gerne vil flytte til Monaco frem mod 2026.
Hvis tilstrømningen bliver som forventet af boligmægleren Knight Francis, vil det betyde, at der i 2026 vil være 16.100 millionærer ud af en samlet befolkning på lige under 38.000 mennesker.
Monaco, der ikke er ret meget større Regent’s Park i London, er begyndt på indvindingsprojektet, der kommer til at koste to mia. dollars. De nye seks hektarer vil øge Monacos samlede størrelse til 211 hektar.
Efterspørgslen på boliger i Monaco er nærmest umættelig, og man skal betale omkring 1 mio. dollars for en lejlighed på blot 17 kvm., hvis beliggenheden skal være rigtig.
Det er kun 70 af de 120 lejligheder i Portier Cove Apartments, der umiddelbart vil blive sat til salg. Resten beholder udviklingsselskabet ud fra en forventning om, at priserne vil være steget endnu mere, når projektet står færdigt.
Monacos skatteregler betyder, at man ikke betaler indkomstskat og heller ikke arveskat. Hvis man har en drøm om at ansøge om at tage ophold i Monaco, kræver det, at man åbner en bankonto i Monaco og indsætter mindst 500.000 dollars.
Udover ”gammelrige” er Monaco befolket af nyrige, musikstjerner og sportsfolk. Herunder kendte som Formel 1-kørerne Lewis Hamilton og Jenson Button samt tennisspillerne Novak Djokovic og Caroline Wozniacki.