Danish Crown leverer rekordoverskud - landmænd får milliardbonus
Slagterigiganten Danish Crown har netop offentliggjort et årsresultat på 2 mia. kr. Selskabets ejere - de danske svineproducenter - får en bonus på 1,45 mia. kr.
Danish Crown har det seneste år haft et rekordstort overskud på 2 mia. kr. Rekorden bygger dog først og fremmest på ekstraordinære indtægter på 527 mio. kr. fra salget af det amerikanske datterselskab Plumrose.
Slagterikoncernen har netop offentliggjort sit årsregnskab, og selskabets bestyrelse indstiller, at der udloddes 1,45 mia. kr. i bonus - den såkaldte restbetaling - til selskabets andelshavere, de danske svineproducenter. Heraf er de 250 mio. kr. hentet direkte fra indtægterne fra salget af Plumrose.
»Danish Crown fremstår i dag som et finansielt stærkt selskab. Det skyldes i meget høj grad den tillid, som andelshaverne i Danish Crown har vist selskabet gennem en årrække. Derfor har vi i bestyrelsen heller ikke været i tvivl om, at en del af gevinsten fra salget af Plumrose skulle ud og arbejde hos vores loyale andelshavere,« siger Danish Crowns bestyrelsesformand Erik Bredholt.
Hvis indtægterne fra Plumrose-salget renses ud af årsresultatet, er Danish Crowns reelle bundlinje omkring 1,5 mia. kr., hvilket er lidt lavere end selskabets normale niveau. Det samme gælder årets bonus til selskabets ejere. Hvis den ekstraordinære bonus fra Plumrose-salget fraregnes, er der tale om en reel restbetaling på 95 øre pr. kilo svinekød, andelshaverne har leveret i løbet af regnskabsåret. Denne restbetaling er lidt under niveauet de to seneste år.
Det skyldes først og fremmest, at Danish Crown det seneste år har måttet postere betydelige tab i det store britiske datterselskab Tulip Ltd. Selskabet har endnu ikke offentliggjort regnskab, men Danish Crowns adm. direktør Jais Valeur har tidligere oplyst til Finans, at det britiske datterselskab for andet år i træk vil bogføre et driftsunderskud i niveauet 250 mio. kr.
»Indtjeningen er ikke der, hvor vi gerne vil være. Det skyldes først og fremmest problemerne i Tulip Ltd. Jeg kan dog med stor tilfredshed konstatere, at vi meget hurtigt har gennemført en vellykket turnaround, og Tulip Ltd viste sorte tal mod slutningen af regnskabsåret,« oplyser Jais Valeur.
At indtjeningen fra den rene drift - fraregnet Plumrose-salget - har været utilfredsstillende afspejler sig også i, at Danish Crown det seneste år har tabt terræn i forhold til selskabets udenlandske konkurrenter.
Danish Crown vedtog for et år siden en strategiplan, hvori det helt centrale økonomiske mål er at øge det indtjeningsmæssige forspring til konkurrenterne med 60 øre pr. kilo svinekød, andelshaverne leverer. Da målet blev vedtaget, var Danish Crown 23 øre foran konkurrenterne, og målet var således at udbygge forspringet til 83 øre.
Det seneste år er udviklingen imidlertid gået i den stik modsatte retning. Ifølge Finans' beregninger har Danish Crown afregnet omkring 14 øre lavere end et vægtet gennemsnit af europæiske konkurrenter. Selskabet er dermed trillet baglæns i forhold til det strategiske mål, der skal være nået i 2021.
Nøgletal for Danish Crown | |||||
Mio. kr. | 2016/17 | 2015/16 | 2014/15 | 2013/14 | 2012/13 |
Omsætning | 62024 | 60038 | 59556 | 58029 | 58164 |
Resultat af primær drift | 1923 | 2147 | 2471 | 2178 | 2098 |
Årets resultat | 2022 | 1639 | 1821 | 1656 | 1583 |
Balance | 24433 | 25257 | 26779 | 27015 | 24725 |
Egenkapital | 7611 | 6897 | 7172 | 6423 | 5962 |
Samlet restbetaling til andelshaverne | 1450 | 1397 | 1538 | 1218 | 1229 |
Ansatte medarbejdere | 25956 | 25977 | 25792 | 25984 | 22676 |