»Hard-Kåre« klar med første tunge træk: Fyrer topchefer på stribe
Massive omrokeringer og fyringer af direktører præger det første strategiske træk fra Kåre Schultz siden skiftet til israelske Teva.
Lidt mindre end fire uger efter Kåre Schultz tog over i kriseramte israelske medicinalkæmpe Teva er tre af koncernens topchefer færdige.
Det sker i forbindelse med en massiv og »nødvendig« restrukturering af ledelsen, fremgår det af en selskabsmeddelelse fra Teva. Om kort tid venter en strategiplan, der allerede er spået fuld af fyringer i det næsten 50.000 mand store selskab.
»Teva tager nu afgørende og umiddelbare skridt for at adressere eksternt pres og intern ineffektivtet. Vores nye selskabsstruktur vil bane vejen for stærkere afstemning og integration (i en række interne divisioner, red.) og gøre os til et mere agilt, magert og profitabelt selskab,« lyder det i meddelelsen fra Kåre Schultz.
Seks personer slutter sig i forbindelse med rokaden til Tevas chefhold, mens tre altså stopper. Fire beholder deres nuværende positioner. Alle seks udpegelser sker fra Tevas egne interne rækker, fremgår det af selskabsmeddelesen.
Den massive rokade er Schultz første manøvre i Teva, men mere ventes altså. Det israelske erhvervsmedie The Calcalist skrev i slutningen af sidste uge, at en fyringsrunde, der kan omfatte et tocifret tusindtal af koncernens ansatte, kan ramme snart - og spåede i samme ombæring et exit for den mest prominente af de tre Teva-chefer, der mandag har mistet sin post.

