Erhverv

5 tips inden du køber din første aktie

Sæt dig godt ind i det selskab, du vil købe aktier i - og lyt altid til gode råd fra Warren Buffett.

Siden præsidentvalget er Dow Jones-indekset steget og steget. Men inden man kaster sig ud i investeringer i aktier for første gang, er det en god ide at gøre sit hjemmearbejde ordentligt. Pengene kan nemlig også tabes. Foto: AP/Richard Drew

Det er altid noget særligt, når man skal købe sin første aktie. Men med nulrenter på en almindelig bankkonto og nærmest det samme med obligationer, kan aktier være en mulighed.

Det gælder dog om at holde tungen lige i munden og gøre sig klart, at man kan tabe sine penge. Hvis du alligevel gerne vil forsøge dig på aktiemarkedet, behøver det ikke at være i blinde.

»Mange føler, at det er et spring ud i det ukendte og derfor får de aldrig foretaget den første investering. Man kan minimere sin risiko ved at tænke sig om og gøre et godt forarbejde,« siger Phil Town, der er stifter af Rule One Investing til Forbes.

Her er fem vigtige trin inden du køber din første aktie:

1. Forstå det selskab, du investerer i. Læs og lær alt om det selskab, du gerne vil investere i. Tag dig tid til at forstå selskabets historie, dets marked, konkurrenterne og hvad du ellers kan finde om det. Jo mere du forstår om selskabet, desto bedre kan du træffe en beslutning om at købe deres aktier eller lade være.

2. Tænk langsigtet. De bedste aktieinvesteringer er dem, du beholder i lang tid. Som superinvestoren Warren Buffett siger: »Hvis du ikke er villig til at eje aktierne i 10 år, så lad være være med at bruge 10 minutter på at overveje et køb«. Derfor skal du sikre dig bedst muligt, at selskabets produkter også er på markedet om 10, 15 og 20 år.

3. Bliver selskabet ledet af en topchef, man kan stole på? Begynd med at læse de meddelelser og regnskaber de udsender. Har de tidligere snydt investorerne? Se om topchefens løn står mål med indsatsen. Læs om topchefens tidligere jobs. Ideelt set bør hans/hendes jobhistorie være renere end sne.

4. Vurder værdien af selskabet og om den står mål med prisen på aktien. Værdi og pris er ikke det samme. For igen af citere Warren Buffett, så siger han: »Prisen er det du betaler - værdien er det, du får«. Nogle gange vil aktiemarkedet pumpe prisen op på et selskabs aktier til over den reelle værdi. Andre gange er det omvendt. Det kan være svært at beregne sin egen værdiansættelsen. Se eventuelt denne udregning.

5. Hvordan køber jeg en aktie? Du skal bede banken om at oprette et depot til dig. Det er her, aktierne bliver "opbevaret", indtil du sælger dem igen. Du kan enten bede banken om at købe for dig eller gøre det selv via din netbank eller en mellemhandler. Vælger du den første løsning, så kan du aftale med banken, at du eksempelvis gerne vil købe aktier for 20.000 kr. i et selskab. Her kan du beslutte dig for, om du vil købe til dagskursen eller du kan sætte et såkaldt limit på. Det sidste betyder, at du kun vil købe aktierne, hvis det sker til en aftalt kurs eller billigere. Det er den dyre løsning, fordi banken skal have sine omkostninger dækket. Du kan også selv foretage købet gennem din netbank eller gennem nogle af de handelshuse, der findes online.

BRANCHENYT
Læs også