Tabte millioner koster Trip Trap-stifters firma livet
Hvis en ny ejer ikke melder sig, mister cirka 30 ansatte deres arbejde.
Det var to millionunderskud og et forgæves redningsforsøg, som ser ud til at koste interiørfirmaet Rikki Tikki Company med cirka 30 ansatte livet.
Sådan lyder forklaringen, efter at firmaet, der er ejet af den tidligere Trip Trap-ejer Ib Møller, har indgivet konkursbegæring.
Rikki Tikki Company har i de seneste to regnskabsår tabt over 7 mio. kr. og led for nylig et nederlag i landsretten i en sag om ulovligt salg af de landskendte Klarborg-nisser (tidligere kendt som Trip Trap-nisser).
Og nu er firmaet så taget under konkursbehandling ved Skifteretten i Aalborg.
Ifølge advokat Per Buttenschøn, der er kurator i sagen, har Rikki Tikki Companys ledelse i en længere periode arbejdet på at vende underskuddene, bl.a. ved at investere i nye brands og ved at forny selskabets profil.
»Ledelsen måtte dog desværre erkende, at indtjeningen ikke udviklede sig i det nødvendige tempo, hvorfor man så sig nødsaget til at indlevere en egen konkursbegæring,« skriver Per Buttenschøn i en udtalelse.
For at få solgt ud af Rikki Tikki Companys varelager har kurator valgt at opretholde en neddroslet drift i en kortere periode. I den forbindelse fortsætter 7 ud af firmaets cirka 30 ansatte.
På nuværende tidspunkt ser det ikke ud til, at den konkursramte virksomhed vil blive overtaget af en ny ejer, oplyser kurator. Og det ser heller ikke umiddelbart ud til, at der bliver penge til selskabets kreditorer.
Rikki Tikki Company blev stiftet i 2000 af Ib Møller og har distribueret en lang række forskellige interiørprodukter. Ib Møller var i sin tid manden, der stiftede den succesfulde designvirksomhed Trip Trap (i dag hedder firmaet Skagerak). Han og firmaet har dog ikke haft nogen ejerrelation siden 2001.

