Jyske Bank skifter ud i BRF - finder ny direktør i egne rækker
Jyske Bank foretager en række interne rokader i direktionen og bestyrelsen i BRFkredit, der træder i kraft fra næste sommer.
Jyske Bank foretager en række interne rokader i direktionen og bestyrelsen i BRFkredit, der træder i kraft fra næste sommer.
Administrerende direktør Carsten Tirsbæk Madsen bliver afløst af Lars Waalen Sandberg, der tidligere har haft en direktørstilling i BRF, hvor han har haft ansvar for finansområdet.
Carsten Tirsbæk Madsen har siden 1. juli haft ansvaret for Jyske Banks privatforretning på tværs af bank- og realkreditforretningen.
Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, stopper som bestyrelsesformand og bliver menigt medlem.
Ny bestyrelsesformand bliver Niels Erik Jacobsen, der er en del af Jyske Banks direktion. Samtidig bliver Carsten Tirsbæk Madsen valgt ind og overtager rollen som næstformand fra Per Skovhus.
Jyske Bank skriver, at ændringer sker for at målrette BRFkredits funktion i Jyske Bank-koncernen som leverandør af finansiering til ejendomsudlån.
Ændringerne træder i kraft 1. juli 2018.
/ritzau/FINANS